Emilie og Nikoline glæder sig til deres første landskampe

0
2670

I sidste uge udtog U16-landstræner Frank Johnsen 20 spillere til to venskabskampe mod Berlin. Blandt de 20 spillere var overrepræsentationen fra Jylland, men der var også to navne fra B93. Nikoline Dudek og Emilie Byrnak er nemlig også udtaget og de har taget en snak med FODBOLD FOR PIGER – læs med her:

Af Andrea Signe Trolle

Det danske U16-landshold skal om få uger en tur til Berlin og spille to venskabskampe mod Tyskland. I den forbindelse har landstræner Frank Johnsen udtaget 20 spillere til kampene. Her er størstedelen af spillerne fra jyske klubber, men på holdkortet er også to navne fra Københavnerklubben B93.

De to 15-årige spillere Nikoline Dudek og Emilie Byrnak er de to repræsentanter fra B93 og de er begge meget glade for at være udtaget. Her fortæller Nikoline, at det er et stort mål, som nu er blevet indfriet:

”Jeg er så glad for at være udtaget til kampene i Tyskland. Det er et mål jeg har haft i lang tid, så jeg ser utrolig meget frem til den dag vi skal afsted. Jeg glæder mig helt klart mest til at trække den rød/hvide trøje over hovedet og spille min første landskamp og jeg er sikker på det bliver en kæmpe oplevelse,” siger Nikoline, der skiftede til B93 i sommer fra Sundby Boldklub.

Det er også et kæmpe skridt for Emilie Byrnak, der kommer fra Ølstykke FC, men har spillet i B93 de sidste to år. Hun glæder sig også til at bære den danske landsholdstrøje og dele oplevelsen med de andre unge danske talenter:

”Jeg glæder mig til det hele, men først og fremmest til at trække den danske landsholdstrøje over hovedet. Derudover glæder jeg mig også, til at være sammen med de andre piger og dele oplevelsen med dem. Det har længe været et mål og en drøm for mig, at komme med til Tyskland og derfor føles det endnu mere fantastisk at skulle med,” siger Emilie.

Positive reaktioner ude i klubben

Begge piger fortæller, at det altid er fedt at være afsted med landsholdet. Både sammenholdet blandt spillerne og de spilmæssige udfordringer giver oplevelser med på vejen og derfor var det en kæmpe sejr for pigerne at blive udtaget til Tysklandskampene. Den gode nyhed fik Emilie overbragt ude på træningsbanen i B93:

”Frank skulle ud og træne vores U16 piger, men inden hev han mig til side. Jeg blev vildt nervøs, men da han spurgte, om jeg havde et gyldigt pas, brød et kæmpe smil ud på mine læber. Sjældent har jeg været så glad, og jeg kunne ikke vente til at fortælle mine forældre det,” fortæller Emilie.

Udtagelserne har også kun givet positive reaktioner ude på Østerbro, hvor B93-spillerne holder til i hverdagen. Her har de andre spillere og pigernes trænere været glade på Emilie og Nikolines vegne:

”Reaktionerne ude i klubben har selvfølgelig været super positive. Både pigerne og trænerne har været glade på vores vegne, så det er har været dejligt. Jeg tror det bliver nogle hårde kampe med højt niveau og det bliver spændende at se hvordan vi matcher tyskerne. Men jeg er til gengæld sikker på, at vi nok skal slå dem,” afslutter Nikoline.