3F-overblik: Målfest fastholder Brøndby og Fortuna Hjørring i toppen – KoldingQ ærgrer sig

0
1044

Endnu en runde blev i weekenden afviklet i 3F ligaen. Dette bød på en masse mål, da Brøndby tørnede sammen med FC Thy – ThistedQ, og Fortuna Hjørring mødte B.93. VSK Aarhus kæmpede sig til tre point mod Odense Q, mens KoldingQ måtte gå tomhændet hjem efter lørdagens kamp mod BSF.

Af Camilla Bergholm

Weekendens kampe bød på målfest for både Brøndby og Fortuna Hjørring, der begge fik tre point. B.93 og FC Thy – ThistedQ fik derfor ingen point. I lørdagens kamp sørgede BSF for, at KoldingQ gik tomhændet hjem. Det samme måtte Odense Q erkende efter at have mødt VSK Aarhus.

KoldingQ ærgrede sig, mens BSF fik tre point

BSF – KoldingQ (1-0) 

Spillet var i orden hos KoldingQ, da de ude mødte BSF. Koldingenserne manglede dog det sidste. Mål blev det nemlig ikke til, hvilket BSF udnyttede. Efter 38 minutter sendte Simone Rydahl bolden i mål til kampens resultat 1-0. BSF udnyttede chancen for at få tre point, mens KoldingQ ikke var skarpe nok. Alligevel var spillet en fornøjelse at se på, da det, ifølge cheftræner for KoldingQ, Peter Pedersen, bød på noget af det bedste fodbold, holdet har spillet. Resultatet fastholder BSF på andenpladsen, mens KoldingQ beholder sjettepladsen.

Odense Q tog tomhændet hjem fra Aarhus

VSK Aarhus – Odense Q (2-0)

Lørdag var Odense Q på besøg hos VSK Aarhus. Odense Q hungrede efter point, men måtte gå sultne hjem. Spillet i første halvleg var, ligesom vejret i Aarhus, ikke det bedste. Efter en chancefattig første halvleg klarede vejret op, og det samme gjorde spillet. Da der var spillet 52 minutter fik Rikke Bøttcher en aflevering i dybden og sendte den i mål til 1-0. VSK Aarhus dominerede herefter spillet. Efter 75 minutter begik Odense Q et frispark lige uden for feltet. Janni Thomsen eksekverede frisparket og skød bolden i målet til kampens resultat 2-0. VSK Aarhus fastholder efter kampen fjerdepladsen, mens Odense Q fortsat er  på ottendepladsen i ligaen.

Brøndby fik fem mål efter flot spil

Brøndby – FC Thy – ThistedQ (5-0)

Tidligere på ugen hentede Brøndby ét point med hjem til Danmark fra den første kamp i 1/16-dels finalen i Champions League mod Juventus. Alligevel kunne man ikke se, at de lige havde brugt en masse kræfter, da de spillede hjemme mod FC Thy – ThistedQ. Efter 18 minutter fik Brøndby straffe, som Nanna Christiansen sendte i mål til 1-0. Louise Winter fulgte herefter trop og scorede efter 23 minutter til 2-0. Også i anden halvleg pressede et stærkt Brøndby-mandskab gæsterne. Nanna Christiansen scorede efter en assist af Emilie Henriksen til 3-0. Fire minutter senere blev det til 4-0 efter et selvmål. Brøndby fik tildelt endnu et straffe efter 85 minutter, som Nanna Christiansen sendte ind til kampens resultatet 5-0. Med sejren sikrer Brøndby sig førstepladsen, mens FC Thy – ThistedQ bliver på femtepladsen.

B.93 gæstede Fortuna Hjørring i målrig kamp

Fortuna Hjørring – B.93 (6-1)

B.93 er et nyt bekendtskab for Fortuna Hjørring. Inden dagens kamp havde B.93 tabt alle tre kampe, de havde spillet. Alle kampe havde dog været tætte. Derfor vidste Fortuna Hjørring inden kampen søndag, at de skulle passe på med at give dem tid og plads. B.93 kunne dog ikke stille meget op mod et stærkt Fortuna Hjørring-mandskab, og de kom bagud efter 23 minutter, da Emma Strøm Snerle sendte bolden i målet til 1-0. Karen Holmgaard gjorde det efter 43 minutter til 2-0. Anden halvleg var en målrig affære. Tamires Di Britto Gomes sendte efter 47 minutters spil bolden i nettet til 3-0. Emma Strøm Snerle gjorde det to minutter senere til 4-0. Fortuna Hjørring var dog ikke færdige, og efter 67 minutter scorede Sanni Maija Franssi til 5-0. Caroline Møller Hansen scorede ti minutter senere til 6-0. Natasha Shirazi fik reduceret til 6-1 efter 85 minutter, som også blev kampens resultat. Resultatet fastholder B.93 på syvendepladsen, mens Fortuna Hjørring sidder på tredjepladsen.

Stillingen ser efter weekendens kampe således ud: