U18-LICENS FULDENDER FODBOLDTILBUDDET PÅ SILKEBORG EFTERSKOLE

0
2762

På billedet ses 3 fodboldlinjepiger på de to næsten færdige kunststofbaner lige over for skolen.

Af Silkeborg Efterskole

I april offentliggjorde DBU hvilke pigeklubber, der i den kommende sæson får tildelt U18-licens. Hermed stod det klart, at Silkeborg for første gang nogensinde får et pigehold, som skal spille i den bedste ungdomsrække.

Fremadrettet bliver der således mulighed for, at pigefodboldspillere på Silkeborg Efterskole har mulighed for at spille i landest bedste U18-række. SIFQ, som hører under Silkeborg IF’s breddeafdeling, er blevet tildelt U18-licensen af DBU, hvilket naturligvis er til stor glæde for SIFQ-formand Lene Bengtsson, som overfor Midtjyllands Avis bekræfter, at det kommer til at styrke klubben på de indre linjer:

– Med licensen følger der penge, som gør, at vi kan skrue op for trænerstaben og hele støtteapparatet omkring holdet. Det har vi godt nok arbejdet længe på, så det er skønt, at det endelig er lykkedes.

 Dette faktum er med til at fuldende fodboldtilbuddet på Silkeborg Efterskole, idet foreningsmulighederne på den nyoprettede pigefodboldlinje bliver paralleliseret med drengenes fodboldlinje. Silkeborg Efterskole prioriterer i megen stor grad, at der i fritiden er mulighed for at spille foreningsfodbold i den lokale samarbejdsklub Silkeborg IF, uagtet den enkelte spillers ambitioner. Dette effektueres blandt andet gennem korte skoledage og skolebetalt kontingent samtidig med, at fodboldfilosofien på efterskolen er i tråd med de principper, som gør sig gældende i Silkeborg IF. I en stadig større årrække har dette gjort sig positivt gældende hos drengene, hvor fodboldtilbuddet i Silkeborg IF har rummet alt fra ”hyggespillere” til landsholdsspillere – i sidste skoleår eksemplificeret ved Anders Dahl, som til dagligt spiller kontraktfodbold på SIF’s U17-Ligahold, samt U16-landsholdet.

Elev på Silkeborg Efterskole, Charlotte Skoven, er én af de pigespillere, som dagligt spiller fodbold i SIFQ. Hun spår gode perspektiver for kommende pigefodboldspillere på Silkeborg Efterskole, såfremt man har ambitioner om at udvikle sig på bedste vis:

 – Jeg tænker, at hvis man som pigespiller starter på efterskolen med ambitioner om at opnå et højt niveau, får man gennem SIFQ mulighed for at spille mod landets bedste spillere på årgangen, hvilket jeg synes er altafgørende, hvis man ønsker at blive bedst mulig. Dette drømmer jeg selv om, og jeg kan kun misunde, at kommende elever på efterskolen har mulighed for dette i deres foreningsfritid.

 Jonas Thomassen, som det kommende skoleår skal drive pigefodboldlinjen på Silkeborg Efterskole, anskuer U18-licensen som det afgørende ’tandhjul’ i det træningstilbud, der skal gøre sig gældende i fritidsfodbolden. Kombinationen mellem elitefodbold og efterskole har allerede vist sig positivt efterlevet på drengesiden, hvorfor netop udviklingen med licenstildelingen til SIFQ betyder, at pigefodboldlinjens samlede tilbud gøres unik:

– Vi er meget tilfredse med, at vi som efterskole nu kan tilbyde et fritidstilbud på alle niveauer, såvel bredde som elite. Denne kombination af høj kvalitet på både efterskolen og klubben gør, at den samlede pakke bliver attraktiv for alle dygtige og talentfulde fodboldpiger.

Den 30. septemper afholder Silkeborg Efterskole Efterskolernes dag, og her kan kommende fodboldpiger glæde sig til at høre om fodboldtilbuddet i SIFQ, som ligeledes nu indbefatter klubfodbold på allerhøjeste niveau.

Se mere på https://silkeborgefterskole.dk/efterskole-pigefodbold/