Fortuna Hjørring vil holde et højt tempo mod Odense Q

0
1630

Fortuna Hjørring møder på lørdag Odense Q på Nordenergi Arena. Holdet fra Hjørring vil gå ind til kampen med et højt tempo og et aggressivt pres.

Pressemeddelelse af Fortuna Hjørring – redigeret af Camilla Bergholm

Holdet med det største nederlag og holdet med den næststørste sejr i den seneste runde af 3F Ligaen mødes på lørdag klokken 14 på Nordenergi Arena i Hjørring. Det er Odense Q, der i seneste weekend tabte 10-1 til Brøndby på hjemmebane i Odense. Det er imod Fortuna Hjørring, der vandt 7-0 på udebane i Thisted. Fortuna Hjørring konsoliderede dermed sin andenplads i 3F Ligaen, mens Odense Q ikke formåede at ryste sig fri af sidstepladsen.

Førstepladsen skal forblive inden for rækkevidde
Når Odense Q kommer til Hjørring på lørdag skal de ikke forvente nogen kære mor.
Hos Fortuna Hjørring er indstillingen nu, at der skal præsteres i samtlige kampe, så førstepladsen forbliver inden for rækkevidde.

Fortuna Hjørrings assistenttræner, Peter Enevoldsen, forventer at møde et Odense-hold, der har taget forrige kamp mod Brøndby til sig.

”Efter den meget solide præstation i Thisted er det jo endnu et hold fra nederste del af tabellen, vi skal ud og møde. Odense Q har sikkert haft stor fokus på deres defensiv i denne uge efter det store nederlag til Brøndby i lørdags,” siger han.

Højt tempo og aggressivitet er vejen til sejr
Peter Enevoldsen og Fortuna Hjørring ved, hvor de skal være skarpe på lørdag, hvis de vil ud og levere en god præstation mod Odense Q.

”I første møde i Odense vandt vi med 3-0. På lørdag skal vi ud og fortsætte med at spille i et højt tempo med få berøringer og være meget aggressive i vores pres. Så skal vi nok komme frem til mange afslutninger, der kan give os en ny sejr på hjemmebane,” siger assistenttræneren.

Forud for 3F-kampen, der fløjtes op klokken 14, spilles en kamp mellem U11-holdene fra Grindsted/Uggerhalne og Fortuna. Den kamp begynder klokken 12:30.