U17-landsholdet sluttede ugens EM-kval-kampe med vigtig 3-0 sejr over Tjekkiet
“Vi skal vinde med mindst to mål og vi skal undgå at få mere end et gult kort”.
Sådan lød opgaven for U17-landsholdet til søndagens kamp mod Tjekkiet, som var den tredje og sidste af ugens tre EM-kvalkampe, der gælder kvalifikation til den sidste og afgørende EM-kval-turnering forud for EM 2019 i Bulgarien.
Dén opgave klarede U17-landsholdet i fin stil. 3-0 vandt Danmark dagens kamp i Ringkøbing, på mål af Cornelia Kramer, Sofie Bredgaard og Sofie Lundgaard. Dermed bliver Danmark 1. seedet, når UEFA den 23. november trækker lod til den afgørende kval-turnering i marts 2019, og vi undgår dermed at skulle møde de stærkeste nationer.
Topscorer Cornelia Kramer fortsatte sin målstime fra de første to kampe i kampen mod Tjekkiet. Efter bare seks minutter blev hun spillet i dybden af Sofie Bredgaard, løb fra sin direkte modstander og snød målmanden til 1-0. Det var Cornelia Kramers 6. scoring i EM-kval-turneringen.
Det blev 2-0 i det 41. minut, da Sofie Bredgaard scorede på en assist fra Mathilde Carstens og endelige gjorde Soie Lundgaard det til slutresultatet 3-0 i det 87. minut. Hun sendte et drøn op i målhjørnet, uden chance for den tjekkiske målmand.
20 spillere har været med til ugens landsholdssamling og alle havde fået spilletid forud for dagens kamp.