Overblik over U18 DM: Team OdenseQ i front

0
1700

I denne weekend var der igen gang i U18 DM efter en længere landsholdspause. Efter denne spillerunde er det Team OdenseQ, som indtager ligaens førsteplads. FC Nordsjælland tabte overraskende 2-1 på udebane mod Varde, hvilket betyder at de har mistet dyrebare point i topstriden. 

Af Signe Holt Andersen

Efter en længere landsholdspause var der igen gang i U18 DM, og alle ligaens 14 hold skulle i kamp i weekendens spillerunde. Indtil videre har der været ekstrem spænding i toppen af ligaen, hvor flere hold har vist gode takter.

Fortuna Hjørring – IF Lyseng (1-0)

Fortuna Hjørring har efter 7 kampe skaffet hele 19 point, og er dermed et af topholdende i ligaen. I weekenden tog de imod IF Lyseng, hvor det blev til en smal 1-0 sejr. Signe Timmermann Clausen stod for kampens eneste mål og har nu scoret 7 mål i 7 kampe. IF Lyseng er efter denne runde placeret som nummer 8 med 10 point i 9 kampe.

Varde – FC Nordsjælland (2-1)

Ligaens “nye spiller”, FC Nordsjælland, har haft en fremragende start på sæsonen, og har for alvor meldt sig ind blandt topholdende. I weekenden måtte de dog se sig slået af Varde. Kampen endte 2-1 til pigerne fra Varde, og dermed indtager de 6.pladsen med 14 point i 7 kampe. FC Nordsjælland halter nu lidt efter ligaens øvrige tophold og er rykket ned på en 4.plads med 19 point i 9 kampe.

Team Viborg – Brøndby (2-5)

Kampen mellem Team Viborg og Brøndby blev en målrig en af slagsen, da der blev scoret hele 7 mål i løbet af de 90 minutter. Det var dog gæsterne fra Brøndby, som løb med sejren. Brøndby er med denne sejr rykket en smule nærmere topholdende og indtager pt. en 5. plads, hvorimod Team Viborg ligger nummer 10 med 8 point i 8 kampe.

BSF – Team OdenseQ (0-5)

Endnu engang kunne Team OdenseQ gå fra banen med en storsejr og 3 point i bagagen. I denne weekend var det bundholdet fra BSF, som stod for skud. Kampen endte med en sejr på hele 5-0 til Team OdenseQ, som pt. er rangeret som ligaens nummer 1. BSF har stadig kun hevet et point hjem, og må derfor nøjes med en 14.plads.

Vildbjerg – Silkeborg IF Q (5-1)

Vildbjergs dygtige offensiv fik i weekendens kamp banket hele 5 kasser ind mod Silkeborg IF Q. Silkeborg IF Q har ligesom BSF også kunnet skaffet 1 point og er dermed placeret som nummer 13. Vildbjerg rykker nu op som nummer med 8 point efter 7 kampe. Dermed er der også spænding i den midterste del af rækken.

FC Thy Piger-Skyum – Kolding Q (0-6)

Sidste års guldvindere fra Kolding Q fortsatte i weekenden deres gode stime, da du på udebane mod FC Thy Piger-Skyum vandt hele 6-0. De ligger altså stadig lige i hælene på Team Odense Q, som kun har et point mere end Kolding. Det bliver enormt spændende, hvilket hold, som kan gå til vinterpause som nummer 1.

Aab – B93 (4-1)

Aab leverede i weekenden en lille overraskelse, da de på hjemmebane besejrede gæsterne fra B93 med 4-1. Aab har ikke fået den bedste start på sæsonen, men weekendens sejr kan måske give dem blod på tanden. Aab er nu placeret som nummer 11,  og B93 indtager en 7.plads.

 

I næste weekend er der igen fuld smæk på programmet. Mon topholdene kan blive ved med at præstere?