Brøndby-spillere overrakte Brøndby-trøje til Brøndby-fanen Katja :)

0
1839
Katja Schnack fik overrakt trøjen med alle Brøndby-spillernes autografer af Stine Larsen og Freja Sørensen Abildå. Foto: Steen Trolle

Katja Schnack vandt FODBOLD FOR PIGER og Brøndby IFs Champions League-konkurrence  om en Brøndby-trøje med alle spilleres autografer

Mens alle endnu var glade på Brøndby Stadion onsdag aften, var der en enkelt tilskuer, der var ekstra glad. Det var 25-årige Katja Schnack fra Frederikssund, som forud for Champions League-kampen mellem Brøndby og LSK Kvinner fik overrakt præmien i FODBOLD FOR PIGER og Brøndby IFs konkurrence.

Katja havde svaret rigtigt på spørgsmålet om, hvad der er det længste Brøndby er nået i Champions League, nemlig semifinalen. Hun var derfor med i lodtrækningen om en Brøndby-trøje med alle spilleres autografer, som hun vandt sammen med et gavekort til mad og drikke under kampen.

Præmien blev overrakt af de to Brøndby-spillere Stine Larsen og Freja Sørensen Abildå, som begge er skadede i øjeblikket og derfor ikke var med i truppen til dagens kamp. De kommenterede i stedet kampen på fan-kanalen Brøndby Indefra.

Katja Schnack, der til daglig er sygeplejerske på Herlev Hospital, var på stadion med sine holdkammerater fra Frederikssund IF damesenior, der spiller 8-mands i den næstbedste sjællandske række. Det var Katja, der havde foreslået holdkammeraterne at tage til Champions League – for hun kommer selv tit på Brøndby Stadion.

“Min kæreste og jeg har sæsonkort. Jeg følger både Brøndbys mænd og kvinder – kvindeholdet som regel på livestream,” fortalte Katja inden kampstart, hvor hun gættede på en 2-1 sejr til Brøndby.