Begge trænere var tilfredse med indsatsen efter lørdagens topkamp i U18 DM-ligaen i Brøndby
Mens Brøndby lørdag vandt en sikker 4-0 over Fortuna Hjørring i 3F Ligaen, så blev det anderledes tæt i U18 DM-ligaen, hvor de to klubber mødtes samtidig.
I en chancefattig men tæt kamp i en højt tempo spillede de to hold 1-1, og de to mål blev først scoret i kampens sidste minutter. I det 83. minut gjorde Brøndbys Lærke Dreyer det til 1-0 og fire minutter senere fik Fortunas nykårede U16-landsholdsspiller Signe Timmermann Clausen udlignet til 1-1.
”Det var en fed kamp, som begge mandskaber kan være stolte over. Spillet og intensiteten viste, at det var en topkamp,” siger Brøndbys cheftræner Lasse Petersen.
Han er godt tilfreds med sit eget holds indsats, selv om det kun blev til et point.
”Jeg synes vi spiller en flot omgang fodbold i store dele af kampen. Vi fik sat et meget højt tempo i vores boldomgang, og når vi sætter det tempo, så synes jeg, at Fortuna har svært ved at følge med. Defensivt synes jeg også vi stod godt og fik lukket ned for flere af Fortunas bolde i bagrummet”, siger Lasse Petersen.
”Det var en fed kamp, som begge mandskaber kan være stolte over”
Lasse Petersen, cheftræner, Brøndby
Fortuna: Vi lykkedes fint med planen
Fortunas træner Nicklas Haugaard Hansen kunne også smile efter kampen. Til Fortunas facebookside siger han:
“Jeg synes vi lykkedes fint med vores plan for kampen, og at vi især i 1. halvleg holder et godt pres på Brøndby. Vores ambition er dog at score flere mål i sådan en kamp, skabe flere chancer og i højere grad kontrollere kampen på bolden også. Vi mødte et stærkt hold, med gode individualister, som også gjorde det svært for os. Vi er stadig ubesejret, og har et godt fundament, men skal nu til at bevise at vi også kan vinde og toppræstere mod de bedste i rækken”.
“Jeg synes vi lykkedes fint med vores plan for kampen, og at vi især i 1. halvleg holder et godt pres på Brøndby”
Nicklas Haugaard Hansen, cheftræner, Fortuna Hjørring
Målscorer fra Fortuna: Vi kunne godt have vundet
Fortunas målscorer Signe Timmermann mente godt, at Fortuna kunne have taget alle tre point:
”Det var tæt, men jeg synes vi spiller en god kamp og vi kunne godt have vundet. Vi havde mange gode løb, vi er kommunikere godt sammen på banen og jeg synes generelt vi er et godt hold med spillere, der individuelt er gode,” sagde Signe, som scorede, da hun fulgte op på et frispark og headede en parering fra Brøndby-målmanden ind i kassen.
Signe er selv en af individualisterne. Den bare 14-årige Fortuna-spiller har netop været med U16-landsholdet i Berlin, hvor hun fik landsholdsdebut.
”Det var en megafed oplevelse. Det var ærgerligt vi tabte, men det var rigtig sjovt at være med,” fortalte hun.