Sundbys U18 piger vinder Øst rækken

0
1804
Sundby nykårede vindere af U18 øst rækken. Foto: Kjeld Rasmussen

Sundbys U18-piger slog lørdag B93 og vinder dermed mesterskabet i U18 Øst rækken

Der var topkamp på Kløvermarken lørdag, hvor B93 og Sundby skulle spille om mesterskabet i U18 elite Øst rækken. Uafgjort var nok for Sundby, da de havde vundet den første indbyrdes kamp mod rivalerne fra Østerbro.

Det var desværre et amputeret udehold, der mødte op, så kampen blev aldrig helt lige, og ganske fortjent trak Sundby pigerne sig sejrrigt ud af mødet med en sikker 2-0 sejr og vinder dermed den sjællandske øst-række.

”Vi var det bedste hold i dag, og at B93 kun stiller op med 10 mand til en topkamp, blander vi os ikke i. Vi følte ikke på noget tidspunkt, at sejren var i fare,” sagde træner Lars Nielsen efter kampen.

Sundbypigerne opnåede 19 point i 8 kampe.

Pigerne er ikke kommet sovende til succes’en, skriver Sundby Boldklub i en pressemeddelelse. For siden sommerferien er der blevet arbejdet benhårdt på træningsbanen med sammenspil, spilsystemer og at lære hinanden at kende. Tilgangen efter sommerferien har været stor, og der skulle i august bydes velkommen til hele ni nye piger. Nogle helt nye, og andre hjemvendt fra andre klubber eller fra efterskole.

“Den opgave har pigerne nu løst sammen med træner, Lars Nielsen, og det bliver spændende at følge holdet de kommende måneder,” skriver Sundby Boldklub.

Det er 10 års ungdomsarbejde, der nu bærer frugt med over 40 piger mellem 15-18 år, der kommer fast til træning hver uge. Mange af disse både på U16 og U18, har i efteråret været med fast på især Kvindeserie Øst holdet, der endte som en nummer 2 i rækken. Det har styrket sammenholdet, og kommer til at gøre overgangen fra ungdom til senior meget lettere, når det er tid til det

Derudover har flere piger også fået debut i 1. division, og vist sig frem på højeste niveau.

“Dette har kun været muligt ved et godt samarbejde med trænerstaben hos damesenior, for der har i sæsonens løb været stor fokus på at give de unge piger lov til at træne med, at udvikle sig, og at snuse til livet som seniorspiller. Det har givet pigerne noget ekstra at træne og kæmpe for, og har hjulpet pigernes udvikling og damerne på KS Øst,” skriver Sundby Boldklub.