DBU og Kvindedivisionsforeningen har lanceret en ambitiøs plan for Den Nye Kvindeliga, som går i luften 1. august 2019. Målet er en mangedobling af tilskuerne, superliga-klubber med egne, professionelle kvindehold og live-tv fra ligaen
Af Steen Trolle
Om fem år har mindst tre superliga-klubber et hold i landets bedste kvindeliga. Til hver kamp i den bedste liga vil der i gennemsnit være 550 tilskuere. Rundens bedste kamp vil mindst have 1000 tilskuere.
Sådan lyder tre af visionerne for Den Nye Kvindeliga, som DBU og Divisionsforeningen skitserer i en ny rapport, der blev offentliggjort mandag.
Den 1. august 2019 lanceres Den Nye Kvindeliga (DNK), som afløseren for 3F Ligaen hedder, indtil der er fundet en ny hovedsponsor. Rapporten, som blev præsenteret mandag, viser ambitionerne for den nye liga, og de er ikke små. Ambitionen er, at de 8-10 klubber i ligaen i løbet af fem år opnår et budget på minimum fem millioner kroner årligt, og at der mindst vil være 15 spillere på kontrakt i hver klub.
I afsnittet ”Sådan ser Den Nye Kvindeliga ud om 5 år” hedder det bl.a.:
- DNK består af 8-10 hold i grundspillet – 6 hold i slutspillet og 6 hold i kval-spillet. God geografisk dækning af DK og større sportslig jævnbyrdighed end i dag
- Alle hold i DNK ansøger om og tildeles licens efter DNK-licensmanual med krav til trænings- og matchfaciliteter, træner- og sundhedsstab, spillertrupper, kommunikations- og markedsføringsplatform mv
- Alle kampe i DNK spilles på mindre, intime fodboldstadions med licensgodkendte til faciliteter for tilskuere, sponsorer og medier og afvikles efter DNKs Match-Manual
- Alle kampe vises LIVE via streaming på DNK.tv i et professionelt set-up med min 250 betalende seere. Efter hver runde vises highlights fra alle kampe i en samlet kavalkade
- Formaliseret TV-aftale for DNK med LIVE-transmission fra ”Rundens Kamp” og highlights fra kampen
- DNK har en titel-sponsor for ligaen + mindst yderligere 2 hovedpartnere + liga-partnere, der samlet betaler min 6 mio. DKK årligt.
- Alle klubber råder over spillertrupper til liga-holdet med 20 spillere, hvoraf mindst 15 er danske statsborgere og på kontrakt/kvindespilleraftale, der har et obligatorisk afsnit om uddannelse for spillere under 21 år. Alle klubber har derudover 1 reservehold og har licens til U18 ligaen og dermed et talentudviklings-program
- Alle klubber har et driftsbudget for DNK-holdet på min 5 mio. kr. årligt
- DNK er den bedste liga for kvindeholdsport i Danmark og blandt de 6 stærkeste nationale kvindeligaer i Europa
DBU-formand: Momentum skal udnyttes
DBU’s formand, Jesper Møller, siger til dbu.dk om satsningen:
”De senere år har vi oplevet et særligt momentum for pige- og kvindefodbold i Danmark, både i opbakningen til EM-sølvvinderne og med de mange gode initiativer ude i klubberne. Vi ønsker at udnytte dette momentum, så vi sikrer endnu mere sportslig succes og udbredelse af pige- kvindefodbold i Danmark,” siger han.
DBU og Kvindedivisionsforeningen har valgt at fastholde den nuværende struktur med grundspil og slutspil. Men turneringsstarten fremrykkes til 1. august og der skal være 1-2 midtuge-runder, så alle kampe som udgangspunkt kan afvikles august-oktober og april-juni.
DBU / KDF lancerer nyt website
DBU / Kvindedivisionsforeningen har i øvrigt også planer om at etablere et nyt WEB-site, som skal dække den nye liga med før-omtaler, reportager osv. Sitet skal lanceres til sommeren 2019.
Du behøver dog ikke vente så længe med at få nyt om 3F Ligaen. FODBOLD FOR PIGER dækker selvfølgelig fortsat 3F Ligaen fast med egne nyheder og reportager – som det indtil videre eneste danske nyhedssite 😊