Efterskolen ved Nyborg skal til VM i Serbien

0
5181
Pigerne fra EVN efter sejren på 4-0 til VM-kvai i Marienlyst

Pigerne fra Efterskolen ved Nyborg er igen med når der afholdes VM i skolefodbold i Serbien i perioden 06. – 14. april 2019. Kvalifikationen kom i hus efter en flot finale mod ISI hvor pigerne vandt med 4-0.

Af Søren Madsen

Pigerne fra Efterskolen ved Nyborg går et spændende forår i møde. Sidst februar og start marts står den på kultur- og fodboldtur til Florida, inden den start april står på VM i skolefodbold i Beograd. Det er ikke første gang, Efterskolen ved Nyborg skal repræsentere Danmark ved verdesmesterskaberne i skolefodbold. Faktisk er det tredje gang, skolen skal afsted. I 2013 blev det til en 7. plads i Bordeaux mens det senest i 17´i Prag blev til en flot 5. plads efter et smalt kvartfinalenederlag på 1-0 til Frankrig. I 2019 vil pigerne på podiet, men det kræver en helt ekstraordinær indsats af pigerne. Jeppe Abel, som er en af trænerne  i Nyborg udtaler;

“Selvfølgelig går vi efter at blive bedre placeret end for to år siden i Prag, men vi er også med på, at det bliver rigtig, rigtig svært. Lande som Brasilien, Tyskland, Frankrig og Østrig prioriterer den her turnering sindsygt højt, og vi skal ramme højeste niveau, hvis vi skal være med i toppen”

VM i skolefodbold er et kæmpe arrangement, hvor der deltager 24 drengehold og 16 pigehold. Alle hold er kvalificeret via nationale kvalifikationsstævner. Turneringen handler ikke kun om fodbold, men der bliver også tid til et interessant kulturmøde. Hele torsdagen er sat af til en international kulturdag, der afsluttes med et indslag fra hver nation.

“Turneringen er godt sat sammen med tid til hvile og restitution efter hver kamp. Pigerne bliver indkvarteret på et hotel og skal spille tre indledende puljekampe mandag, tirsdag og onsdag, og det er generelt bare et rigtig godt “set-up”, udtaler Jeppe, som stod på linjen i det ærgerlige kvartfinalenederlag til Frankrig ved VM i 17´. “Det har været en af pigernes helt store mål i år at kvalificere sig til VM, men vi vidste også, at der ville være hård modstand til finalestævnet i Marienlyst, og det var derfor en forløsning for os alle, da sejren mod Ikast var en realitet”,.

Finalen mod Ikast blev spillet torsdag d. 22. november på kunststofbanen i Marienlyst på Fyn. Finalen startede lige med et lille spilovertag til pigerne fra Ikast, men efter 17 min. spil lykkedes det Sofia Zografos at vriste sig fri og spille Anne Harris Madyson fri. Canadieren svigtede ikke og med et perfekt spark i det lange hjørne, kunne hun med sit 13. sæsontræffer bringe EVN på 1-0. Målet gav automatisk Nyborgpigerne et lille overtag, og Lea Duus kunne efter et flot gennembrud øge til pauseføring 2-0. I 2. halvleg havde ISI chancen for at reducere, men EVN-målmand Laura Waldstrøm var sikker sidste skanse og sørgede for at stillingen forblev 2-0. Det sidste kvarter tog EVN styringen igen, og Lea Duus kunne med to ydeligere scoringer og dermed hattrick øge til både 3 og 4-0.

Målscorerrollen er ikke uvant for hverken Madyson eller Duus. Canadiske Mady har været vant til at lave mange mål i hendes tidligere klub “Riptide” fra Canada, og Lea Duus er topscorer i hendes klub Team Od. Q. Hun ligger med 15 scoringer pt på en delt 1. plads på topscorerlisten i landets bedste U18 DM -række. Sammen med islandske Una Unnarsdottir har de tre ialt stået for 38 af EVN-pigernes 58 mål i september, oktober og november. Ganske imponerende. Nu skal de tre måltyve fra henholdsvis Canada, Danmark og Island med resten af truppen fra EVN repræsentere Danmark ved verdensmesterskaberne i Serbien.

Pigerne fra Nyborg har haft skolens vel nok bedste efterår nogensinde. Udover VM-kval. ligger pigerne også nr. 1 i Skoleligaen med sejre over Hjemly, BGI og SINE og en flot målscorer på 30-5. Lige nu står den på vintertræning, terminsprøver og julegalla inden der er velfortjent juleferie fredag d. 21. dec.

Vil du høre mere om fodboldlinjen på EVN er du velkommen til “Efterskolernes aften” onsdag d. 09. januar kl. 18.00

http://evn.dk/linjer/fodbold/