Amalie scorer mål på fodboldbanen og studerer i hverdagen 

0
2032
Amalie Thestrup

For den 23-årige BSF-spiller, Amalie Thestrup, er det vigtigt at fokusere og skabe overblik, når hun befinder sig inden for fodboldbanens optegnede kridtstreger. Men også uden for banen er overblik vigtigt for angriberen. Sammen med fodbolden skal uddannelse og studiejob nemlig passes.

Af Camilla Bergholm

Fire aftentræninger, én til to styrketræninger, én til to individuelle træningspas og kamp. Således er en normal fodbolduge strikket sammen for BSF-spilleren Amalie Thestrup.

Som angriber er der hele tiden én bold i spil, som skal placeres rigtigt i målet. Men derudover har den 23-årige 3F Liga-spiller også mange bolde i luften i hverdagen. Bolde som skal tæmmes og lægges til rette, når hun både skal holde styr på fodbold, studie og studiejob. Men fodbolden er dog stadig øverst på hendes prioriteringsliste.

”Fodbold er det sjoveste i min verden. Og fodbolden er også 100 procent min første prioritet,” fortæller BSF-spilleren.

Fodboldglæden er ikke til at tage fejl af hos angriberen. Derfor er det også noget særligt for Amalie Thestrup at spille i Danmarks bedste kvindefodboldrække, 3F Ligaen.

”Det er fedt at spille i den bedste liga her i Danmark. Udviklingen i ligaen går i den rigtige retning, hvilket har været mange år undervejs. Det kan vi blandt andet se med Den Nye Kvindeliga, som DBU er kommet med. Det er den rigtige vej, men der er stadig lang vej igen,” siger hun.

Ikke kun fodbolden prioriteres højt for Amalie Thestrup. Også hendes uddannelse tager hun seriøst.

Uddannelsen vægtes højt
Selvom Amalie Thestrup elsker at spille fodbold, ved hun, at det er vigtigt at få sig en uddannelse. Derfor er hun i gang med en kandidatuddannelse i Økonomi, Marketing og Kommunikation ved Copenhagen Business School.

”Jeg vægter min uddannelse højt. Som kvindefodboldspiller i 3F Ligaen er det de færreste, der kan leve af fodbolden. Derfor er det vigtigt, at der går nogle timer til min uddannelse, så det også kan blive til noget,” fortæller angriberen.

Uddannelsen fylder meget. Men det gør fodbolden også. Derfor er det vigtigt at planlægge hendes tid. Det er Amalie Thestrup dog ved at være vant til, da hun har spillet på et højt plan længe.

”Det kræver selvfølgelig prioritering og planlægning. Og man vælger nogle ting fra for at få det til at spille sammen. Men det lægger meget naturligt til mig, da det har været sådan det meste af mit liv,” siger hun.

Angriberens fokus på fodbold har båret frugt. I dag spiller hun for BSF, der ligger på fjerdepladsen i 3F Ligaen, og hun har været med på flere U-landshold.

Fodbold er drømmen
Den 23-årige 3F Liga-spiller har allerede nu opnået store ting inden for fodboldverdenen. Derfor er det med stolthed i stemmen, at hun nævner de mange store begivenheder i hendes fodboldkarriere.

”Jeg har haft mange fede og spændende oplevelser. Noget af det, der står tydeligst, er helt klart de oplevelser, jeg har haft i Champions League med Brøndby, hvor vi nåede til semifinalen – og selvfølgelig også at vinde The Double med Brøndby. Da jeg vandt bronze med U17-landsholdet for nogle år siden, var det også en stor oplevelse,” fortæller Amalie Thestrup.

BSF-spilleren har været med de forskellige U-landshold. Nu er hun blevet for gammel til at være med på U23-landsholdet, og hun drømmer derfor om at tage det helt store skridt.

”Det kunne være så stort at få lov til at få debut på A-landsholdet,” siger hun.

Men også udlandet trækker for angriberen. Her kan hun nemlig få lov til at fokusere 100 procent på fodbolden, hvilket er en stor motivation for Amalie Thestrup.

”Så kunne jeg også godt tænke mig at komme til udlandet og spille. Her kan jeg få lov til at fokusere 100 procent på fodbolden. Det har jeg ikke helt kunne prøve endnu. Det kunne også bare være spændende at få lov til at prøve sig selv af i en anden liga og i et andet land,” fortæller angriberen.

Amalie Thestrup har spillet fodbold, siden hun var fire år gammel. Derfor kender hun til det at løbe rundt med en spirende fodboldspiller i maven. Og dem, der netop løber rundt med en fodboldrøm, vil hun gerne komme med et råd til:

”Det er vigtigt, at man synes, det, man laver, er sjovt. Man skal have fodboldglæden med sig. Det er trods alt lysten, der driver værket. Det kræver også hårdt arbejde og vilje, hvis man vil nå til tops. Og så er det bare vigtigt, at man har det sjovt imens.”