Brøndby topper fortsat kampen om Danmarksmesterskabet, efter at det søndag blev til en 2-0 sejr over Skovbakken i den første kamp i slutspillet i 3F Ligaen. Lise Munk og Camilla Kur scorede hver et mål i den tv-transmitterede kamp i Aarhus, som sender Brøndby i spidsen af slutspillet med 29 point, mens Skovbakken fortsat har 23 point.
I den anden kamp i slutspillet blev det til en storsejr til Fortuna Hjørring ude mod Ballerup-Skovlunde (BSF). Efter en forholdsvis jævnbyrdig 1. halvleg, hvor BSF havde et par store muligheder, stod der 2-0 til Fortuna på mål af Lydia Vandernbergh og Janni Arnth (straffe). Og i 2. halvleg manglede BSF ideerne til at komme tilbage i kampen, hvor Fortuna først kom på 3-0 på et langskud af Lisa Maria Woods og siden udbyggede føringen med scoringer af Leena Khamis og Mette V. Jensen. I overtiden fik Karina Dencker reduceret til 1-5 – et resultat, som betyder at Fortuna fortsat er tre point efter Brøndby.
I den anden ende af 3F Ligaen, hvor de seks nederste hold spiller kvalifikationsspil om at undgå nedrykning, blev det til en kæmpesejr på 10-0 til OB over bundholdet SønderjyskE. KoldingQ og Tastrup spillede 0-0, mens Vejle slog Team Viborg 4-0.
Resultatet betyder, at OB fører kvalifikationsspillet med 16 point foran Vejle med 12 point. KoldingQ, Taastrup og Team Viborg har hhv. 9, 8 og 7 point, mens SønderjyskE er isoleret i bunden med 1 point.
Se flere billeder fra BSF-Fortuna Hjørring på FODBOLD FOR PIGERs facebookside.