17-årige Sarah Sundahl suser over stok og sten

0
2521
Odens Qs Sarah Sundahler en af de 18 udtagne spillere. Arkivfoto: Iver Tidemand

Det er både blevet til en plads i Odense Q’s 3F Liga-trup og en udtagelse til U19-landsholdet for 17-årige Sarah Sundahl. Selvom det bliver en stor udfordring, er den unge spiller klar til at trække i trøjerne. 

Interview foretaget af Odense Q
Skrevet af Camilla Bergholm

For ikke lang tid siden spillede Sarah Sundahl for Odense Q’s U18 DM-hold. Når fodboldstøvlerne snøres i den kommende sæson, bliver det for Odense Q’s 3F Liga-trup. Den 17-årige spiller rykker nemlig op og skal hjælpe Odense Q med at sikre sig en plads i Danmarks bedste kvindeliga, hvor den centrale midtbanespiller kan få mere udfordring.

“Det er mest af alt for at få større udfordring, men det er også en beslutning, som kommer efter en god dialog med trænerne på begge hold,” fortæller Sarah Sundahl.

Selvom det bliver en større udfordring for midtbanespilleren, når hun træder ud på grønsværen som seniorspiller, så er der flere ting, hun tager med fra tiden som ungdomsspiller.

”Jeg føler, jeg har fået en masse grundlæggende værdier, som kan bruges. Det er nogle værdier, som også er blevet prædiket meget gennem årene, og de har haft stor betydning for, hvordan vi spiller, og hvordan vi er over for hinanden. Det har været med til at skabe et rigtigt godt træningsmiljø, så det er i høj grad Team Odense Q-værdisættet og tankerne omkring det, jeg tager med mig,” siger den 17-årige fodboldspiller.

Værdisættet tager hun med sig, men der er også områder, hvor det bliver anderledes, hvilket Sarah Sundahl også tænker med, når hun trækker i fodboldtrøjen.

“Jeg skal helt klart være bevidst om, at tempoet er højere og mere fysisk end i U18 DM Ligaen. Og så tror jeg, at det er vigtigt, at vi alle er 100 % klar på det pres, der ligger på os, og at vi er klar til at tackle de nederlag, der måske kommer på vejen,” siger hun.

Sarah Sundahl i kamp for Odense Q. Fotograf: Iver Tidemand.

Udtaget til U19-landsholdet
Det bliver en omstilling for Sarah Sundahl at skulle træde ud på banen som seniorspiller. Fysikken er anderledes, og det samme er spillet. Men det er også et skridt, hun glæder sig til at tage.

“Jeg ser frem til nogle hårde og tætte kampe og til at spille med et hold, der er klar til at gøre alt for at blive i ligaen. Jeg forventer, at vi klarer den opgave, og at vi står sammen om at give den hele armen her til foråret,” siger den unge spiller.

“det er i høj grad Team Odense Q-værdisættet og tankerne omkring det, jeg tager med mig”

Sarah Sundahl, Odense Q

Det er ikke kun en plads som seniorspiller, som fylder noget lige nu for Sarah Sundahl. Hun har tidligere optrådt på U16-, U17- og U19-landsholdet, og hun er nu blev udtaget til U19-landsholdets trup til La Manga Tournament om en lille måneds tid. Det er derfor en spændende tid, den 17-årige spiller går i møde.

Allerede tidligere på måneden var hun til U19-landsholdssamling. Det var hun sammen med holdkammeraterne Fie Steenberg, Laura Petersen og Malaika Din Hashmi.

“Det var en super god oplevelse. Der er et højt niveau og et højt tempo til de samlinger, så det minder på en måde lidt om 3F Liga-træning. Og så var det rart, at vi var så mange fra Odense Q. Det viser, at vi er på rette vej, og det er en fed belønning for den indsats, vi lægger i det herude,” slutter den 17-årige Sarah Sundahl.