Oliver Lundgaard, der tidligere er blevet hædret for sit trænerarbejde i Vejle Boldklub, er netop startet som ny U15 1-træner i KoldingQ. Hans mål er at blive træner på allerhøjeste niveau
Han er 19 år men han har allerede seks års erfaring som træner, og nu kan han kalde sig liga-træner, formentlig som den yngste i landet.
Oliver Lundsgaard fra Vejle har allerede flere gange vakt opsigt i sit arbejde som træner og arrangør af fodboldcamps, og nu tager han endnu et skridt op af karrierestigen som fodboldtræner: Kort før nytår underskrev Oliver en treårig aftale med KoldingQ, hvor han nu er cheftræner for U15 1-pigerne, der spiller i Liga 1.
”Det er en udfordring, jeg er vildt ydmyg over at have fået, men en stor udfordring jeg er klar til at tage op, og fuldføre. Jeg er blevet taget så godt imod, og fået en rigtig dygtig assistenttræner, og en fantastisk holdleder – jeg glæder mig helt vildt til at komme igang, og hjælpe KoldingQ, på vej mod at blive det bedste kvindehold i Danmark, for med alt det der er sat i søen af fantastiske ildsjæle i klubben, er jeg sikker på det nok skal lykkes,” fortæller Oliver Lundsgaard i en mail til FODBOLD FOR PIGER.
Blev træner som 13-årig
Oliver blev træner som 13-årig, da han fik ansvaret for årgang 06 i Skibet IF. Sidste sommer blev han træner for Vejle Boldklubs U14 1-piger, og nu tager han så yderligere et spring:
”En beslutning som jeg aldrig har været i tvivl om, men alligevel har været svær at træffe, fordi jeg skullet sige farvel til den pigeårgang jeg har trænet siden jeg debuterede som træner da jeg var 13 år,” fortæller Oliver, der i sine fem år i Skibet IF stod i spidsen for en årgang, som voksede fra otte spillere til 50 spillere og var en af de bedste årgange i området.
Om de nye ambitioner i KoldingQ siger han:
”Målet er helt klart at være blandt de bedste i Liga 1, og gerne nummer 1. Vi skal have en vinderkultur, hvor vi går 100% efter at vinde både til træning hvergang, og i kamp. Men vi skal ikke vinde for enhver pris. Vi skal have det hele med – udvikling af det hele fodboldmenneske, at være ambitiøs og træne for at blive bedre. Så kommer det andet, 100%,” siger han.
“Vi skal have en vinderkultur, hvor vi går 100% efter at vinde både til træning hvergang, og i kamp”
Målet er højeste trænerniveau
Oliver Lundsgaard har selv spillet fodbold indtil for et halvt siden, men nu satser han fuldt ud på træneropgaven:
”Mit mål er helt klart højeste niveau, men før det vil jeg rigtig gerne træne U18 på højeste niveau, eller være talenttræner via DBU. Lige nu snuser jeg også til drengefodbolden ved at hjælpe til på min lillebrors drengehold i min hjemby. Jeg sætter mig hele tiden mål, og nye forventninger, så jeg hele tiden kan rykke mig som træner”.
Travl hverdag
Oliver går 2. G på Rosborg Gymnasium i Vejle og han har fritidsjob som tjener på Haraldskær Hotel i sin hjemby. Desuden er han arrangør af en af Vejleområdets største fodboldskoler og han er med på en del talentcamps rundt omkring i landet. Nu skal han så træne et ambitiøst pigehold i Kolding tre gange om ugen foruden kampe i weekenden. Det oplagte spørgsmål er derfor, hvordan han får hverdagen til at hænge sammen:
”Planlægning, planlægning og planlægning. Der er en del at se til, men jeg elsker det. Men jeg prioriterer rigtig meget min tid, så der både er tid til skole, familie, venner og fodbold. Jeg er altid vokset op med at der skal være styr på skolen, før fodbold – og det har givet mig en rigtig god læring i at der bare skal være styr på ting. Men derudover har jeg også en familie, som bakker 220% op,” siger Oliver – og fortsætter:
“De står med varm mad om aftenen kl. 22, når jeg kommer susene fra træning, og hjælper mig med det der skal være hjælp til. Det er virkelig en ting, jeg er taknemlig for, og jeg ikke ville have været foruden. Og, når jeg siger familie, så er det ikke blot min fantastiske mor, så er det også mine søskende, mine bedsteforældre, og min mors kæreste der bakker op, lidt ligesom at fælleskab fødes, når jeg bliver til os – det udtryk, vil jeg bruge om min familie,” siger Oliver.
“Der er en del at se til, men jeg elsker det. Men jeg prioriterer rigtig meget min tid, så der både er tid til skole, familie, venner og fodbold”
Hædret som ung leder
Hans indsats for fodbolden er blevet bemærket, også udenfor fodboldkredse. I 2017 blev Oliver Lundsgaard kåret til Vejle Kommune’s ungeleder 2017. Den hæder luner stadig:
”Det har givet mig et ufatteligt boost, som jeg stadig lever på, og det er jeg bare så fantastisk glad for – især den opbakning jeg mærker hverdag fra forskellige”.
Hvad er dine styrker som træner?
”Mine styrker som træner er helt klart at jeg selv har et blik for spillet, og at jeg allerede har en del erfaringer. Jeg har en stor vilje til at opnå ting, som er sat i søen, og til at opnå resultater. Jeg elsker at kunne lære fra mig, og se mål blive opfyldt i andre spillere”.
Hvad skal du blive bedre til, synes du selv?
”Jeg er ung, og suger hele tiden en masse nye ting til mig selv. Jeg har en del at lærer endnu, og det er jeg glad for – jeg suger hele tiden ting til mig, og det synes jeg selv er fedt. Men jeg skal nok være bedre til at være tydeligere i mit sprog, ikke snakke for hurtigt, og være mere tydelig”.