24-årig Paola van der Veen, der har været anfører for det hollandske U19-landshold, skifter fodbold i USA ud med en kontrakt med B.93s ligakvinder
Efter fire år i USA, hvor hun har repræsenteret University of Utah D1 i en af de stærkeste amerikanske kvindeligaer, er den 24-årig hollandske midtbaneprofil Paola van der Veen nu klar til at tørne ud for B.93 i kvalifikationsligaen.
Paola van der Veen har spillet på alle hollandske ungdomslandshold og var anfører for U19-landsholdet. Hun har spillet i den bedste hollandske række for ADO Den Haag, der deltog i Champions League. Her var hendes træner Sarina Wiegman, der i dag er landstræner for Hollands europamestre.
Begejstret cheftræner
B.93s cheftræner Anders Vang fortæller i en pressemeddelelse, at Paola van der Veen på kort tid har imponeret klubben “med sin høje fodbold-IQ og sit meget fine tekniske niveau”.
“Hun har en del erfaring, som er et plus til vores unge hold, hun kan score mål – og vigtigst af alt passer Paola perfekt ind i vores måde at spille fodbold på. Med Paolas dygtige kompetencer og givende personlighed er jeg sikker på, at dette er et perfekt match,” siger Anders Wang.
Føler sig hjemme efter kort tid i klubben
Paola van der Veen selv føler sig allerede hjemme i København, siger hun:
“Jeg er virkelig glad for at være her. Holdet ser rigtig godt ud og vil arbejde hårdt hver dag for at blive bedre. Jeg valgte B.93, fordi jeg er sikker på, at holdet har et stort potentiale. Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at spille i den bedste række,” siger hun.
“Jeg kan tilføre holdet en masse erfaring, mit tekniske niveau er højt, og jeg har et godt skud,” lyder det fra den hollandske spiller.