Lørdag blev årets første kamp i U18 DM spillet. Her mødte Brøndby på hjemmebane BSF, og hjemmeholdet kunne gå fra banen med en storsejr på hele 5-0. Det betyder, at Brøndby nu er nummer 3 i ligaen.
Af Signe Holt Andersen
Lørdag blev der igen fløjet op til kamp i U18 DM efter vinterpausen. Kampen stod mellem Brøndby og BSF. Hjemmeholdet fra Brøndby formåede at sparke bolden i kassen hele 5 gange, mens BSF ikke fik scoret.
Kampens første mål kom efter bare 5 minutter, hvor Brøndbys Marie Jones bragte hjemmeholdet foran. Efter 44 minutter kunne Laura Munk Hermann gøre det til 2-0, som også var stillingen ved pausen.
I 2.halvleg scorede Laura Munk Hermann igen efter 56 minutter. Brøndbys Lærke Dreyer stod for kampens to sidste scoringer. Lærke Dreyer har gennem vinteren været med inde omkring 3F-holdet, men i denne weekend brillierede hun for U18 DM-holdet.
Kampens resultat betyder, at Brøndby nu ryger op på en 3.plads og overhaler Team OdenseQ. BSF er stadig sidst i ligaen med 1 point. BSF spiller næste kamp den 03.03, hvor de på hjemmebane møder Varde. Brøndby har først næste kamp den 09.03, hvor de på hjemmebane tager imod rivalerne fra Team OdenseQ.