Aabybro Efterskole topper skoleligaen

0
2129

Med en sejr på 2-0 over rivalerne fra Lyngs sikrede Aabybro Efterskole sig i dag førstepladsen i pulje 3 i skoleligaen og avancement til kvartfinalen.

Puljefinalen mellem sidste års to finalister fra DM for efterskoler var længe ventet – og flere dages regnvejr i det nordjyske havde medført bekymring for om banerne ville blive oversvømmede, men kunstgræsset holdt – og det samme gjorde Aabybro-pigerne i en lige kamp, hvor Aabybro var en smule skarpere i felterne.

Aabybro havde til dagens kamp valgt at spare topscorer Cornelia Kramer, der i kommende uge skal med U17-landsholdet til Italien – og derfor var der andre spillere, der skulle melde sig på banen i forhold til at score de afgørende mål.

At det efter 15 minutter skulle blive holdets anfører Julie Bech Laursen, der bankede bolden i kassen kom dog lidt uventet, da hun normalt huserer i det centrale forsvar. Julie valgte dog at gå med frem – og fra kanten af feltet tog hun chancen efter en nedfaldsbold – og Lyngs målmands var uden chance for det velplacerede skud. Julie der til dagligt optræder for Aabybros samarbejdsklub – AaB – er også holdets anfører.

Aabybro var spilstyrende i starten af kampen, men efterlod efter scoringen mere af spillet til Lyngs, der dog ikke kom i nærheden af Aabybro-målet. 10 minutter før pausefløjtet var det den nykårede FC Thy-spiller Sofie Skree Quist, der brød gennem Lyngsforsvaret og flot fandt Sofie Lundgaard, der sikkert scorede til 2-0.

I pausen tog Aabybro også deres anden landsholdsprofil ud – Fortuna-Hjørrings Sofie Lundgaard, således at hun kunne være fuldt restitueret til den kommende U17-landsholdssamling.

Med to profiler udenfor kom Aabybro mere under pres uden at Lyngs dog på noget tidspunkt for alvor blev farlige. Bredden på Aabybro-holdet var med til at sikre en fortjent sejr og således er holdet nu klar til kvartfinalen i skoleligaen for 4. år i træk.