Ny sponsor skyder kæmpebeløb i engelsk kvindeliga

0
2012
Janni Arnth jubler efter sin scoring i en kamp mod West Ham. Foto: Arsenal

Den engelske storbank Barclays bliver ny hovedsponsor for FA Womens Super League. Aftalen er på 87 millioner kroner over tre sæsoner

Millionerne regner ned over engelsk kvindefodbold, takket være et nyt kæmpe sponsorat, som den britiske storbank Barclays har indgået med FA Womens Super League.

10 millioner engelske pund – 87 millioner kroner – skyder Barclays de næste tre sæsoner i Womens Super League, der pt. har to danske spillere, Jannie Arnth og Katrine Veje, der begge spiller i Arsenal.

Beløbet omfatter bl.a. en årlig præmiepulje på 500.000 pund, ca. 4,3 millioner kroner. Desuden indeholder aftalen en stor investering i fodboldskoler, der skal give flere piger mulighed for at spille fodbold på højt niveau.

”Det her er en milepæl i udviklingen af ​​kvindefodbold,” siger FAs direktør for kvindefodbold, Kelly Simmons, til BBC Sport.

”Denne rekordstore investering vil gavne alle niveauer af kvindefodbold i England, og den vil styrke vores ambition om at gøre ligaen til verdens mest succesrige kvindeliga, både på og udenfor banen,” siger Kelly Simmons til Football Association egen hjemmeside.

Med den nye aftale skifter ligaen fra næste sæson navn til Barclays FA Women’s Super League.

”Det her er en milepæl i udviklingen af ​​kvindefodbold”

Kelly Simmons,FAs direktør for kvindefodbold