Lørdag bød på fuld plade i Slutspillet og dermed tre kampe. Her tog KoldingQ imod Brøndby, hvilket førte til tre point til vestegns-holdet. Det andet tophold, Fortuna Hjørring, viste også tænder mod VSK Aarhus. Her tog Fortuna Hjørring sejren. I Ballerup kunne man opleve en spændende kamp mellem BSF og FC Thy-ThistedQ, der endte med en sejr til hjemmeholdet, BSF.
Af Camilla Bergholm
Der var forår i luften, da de seks hold i Slutspillet trådte ud på de danske græsbaner. Vejret var perfekt til fodboldkampe, og der blev også gået til den i lørdagens tre opgør. De to tophold viste deres styrke, hvilket førte til tre point til Brøndby over KoldingQ, og Fortuna Hjørring hentede sejren mod VSK Aarhus. FC Thy-ThistedQ, der allerede har vist, at de er berettiget pladsen i Slutspillet, viste også i dagens kamp, at de sagtens kan spille med. Selvom det endte med en sejr til BSF, viste de gode takter i deres omstillingsspil, hvilket gav dem to mål. Men de tre point tog BSF.
KoldingQ – Brøndby (1-4)
Der var lagt op til et interessant opgør lørdag mellem KoldingQ og Brøndby. Koldingenserne havde allerede drillet Fortuna Hjørring i den første kamp i Slutspillet, hvor de stjal ét point. Topholdet Brøndby, som har vundet begge deres kamp indtil videre, kunne de dog ikke stille noget op imod.
Allerede efter tre minutter viste de nemlig, hvad vestegns-holdet er lavet af. Det skete efter et hjørnespark, hvor bolden gik mod mål et par gange, men endte med at lande for fødderne af Nicoline Sørensen, der sendte bolden ind bag KoldingQ-keeperen, Lene Christensen. Andet mål blev også scoret efter et hjørnespark til Brøndby, hvor Olga Ahtinen sparkede bolden op i nettaget til 2-0.
Efter en halvleg hvor Brøndby sad mest på bolden, var det igen det gulblusede udehold, der kom frem til flere chancer allerede inden for de første minutter af kampen. Der skulle derfor heller ikke gå mere end 53 minutter, før Nanna Christiansen sendte bolden i mål på et indlæg af Nicoline Sørensen. 56 minutter inde i kampen blev Mille Gejl Jensen alene med KoldingQ’s keeper og sendte den forbi hende og ind i målet til 4-0.
KoldingQ havde dog også perioder på bolden. Det gav pote, da det efter 57 minutter lykkedes KoldingQ at holde på bolden efter et hjørnespark. Her kunne de spille bolden ud til Lotte Troelsgaard, der sendte en høj bold mod mål, som gik over Brøndbys keeper og ind i mål. KoldingQ fik dermed reduceret til 4-1, hvilket også blev kampens resultat.
VSK Aarhus – Fortuna Hjørring (0-3)
Det andet tophold i Slutspillet fik også hentet tre point i lørdagens kamp. Dem hentede de mod VSK Aarhus, der også i sidste weekend måtte se sig udspillet af den anden titelduellant, Brøndby.
Et hurtigt og velspillet omstillingsspil fra Fortuna Hjørring førte efter 10 minutter til det første mål. Et mål, som Sanni Franssi stod for. Otte minutter senere var udeholdet igen på mærkerne, hvor de spillede bolden op på et frispark og efter et indlæg, endte bolden for fødderne af Frederikke Thøgersen, der sendte bolden i mål til 2-0.
VSK Aarhus kom også frem til flere chancer. Blandt andet efter 27 minutter blev bolden sendt i dybden ude på kanten, men den frie chance blev skudt over mål. Det blev ikke til flere mål i første halvleg.
I anden halvleg fik VSK Aarhus igen kæmpet sig til chancer, men det blev ikke til nogen scoringer fra århusianerne i lørdagens kamp. Det tredje og sidste mål af Fortuna Hjørring blev derimod scoret efter 79 minutter. Her blev bolden lagt af til Sara Andersen, der lukkede kampen med cifrene 3-0 til Fortuna Hjørring.
BSF – FC Thy-ThistedQ (3-2)
Det blev til et spændende opgør, da BSF tog imod FC Thy-ThistedQ i den sidste kamp lørdag. Kampen vågnede for alvor i anden halvleg, hvor afgørelsen indfandt sig i de sene minutter af opgøret.
Allerede fra første fløjt stod FC Thy-ThistedQ godt på banen, hvilket gjorde det svært for hjemmeholdet at komme frem til chancer. Samtidig kunne thyboerne heller ikke selv finde de gode idéer frem.
Der skulle derfor også gå helt hen til anden halvleg før, der kom gang i måltavlen. Det skete efter 63 minutter, hvor BSF fik kæmpet sig til bolden på midten af banen. Det førte til et hurtigt spil mod udeholdets mål. Et angreb Simone Rydahl fulgte op på, da hun sendte bolden i mål til 1-0.
75 minutter inde i kampen var det FC Thy-ThistedQ’s tur. Efter flot omstillingsspil gik det hurtigt mod modstanderens mål. Her lagde Malene Sørensen bolden ind til Rikke Dybdahl, der sendte bolden ind i målet til 1-1.
BSF kom derefter igen frem på banen, hvilket førte til et hjørnespark seks minutter senere. Det blev udnyttet af hjemmeholdet, og Silke Bonnén scorede til 2-1. Det ville thyboerne dog ikke være med til, og på samme måde som ved det første mål, fik Malene Sørensen bolden på kanten af modstanderens felt, hvorefter hun skar ind i banen og sendte bolden i mål til 2-2.
Men kampen sluttede ikke her. BSF fik nemlig efter 85 minutter tildelt et straffespark. Det eksekverede Amalie Thestrup, som scorede til kampens resultat 3-2. Det blev derfor til en spændende afslutning på en god kamp.
Med sejren rykker BSF op på tredjepladsen, mens KoldingQ igen sidder på femtepladsen. VSK Aarhus ligger på fjerdepladsen, og FC Thy-ThistedQ er fortsat på sjettepladsen. Brøndby ligger solidt på førstepladsen, hvorefter Fortuna Hjørring følger trop på andenpladsen.