Angriber tog tjansen som keeper, da U16 slog Tyrkiet ved UEFA-turnering

0
2915
Med to sejre og én uafgjort vandt det danske U16-landshold søndag UEFA Development Tournament i Polen. Foto: DBU

Jazmin Schultz-Petersen fra B93 trådte til, da begge målmænd blev skadet før U16-landsholdets tredje og sidste kamp ved UEFA Tournament i Polen. Det gjorde hun så godt, at hun blev kåret til kampens spiller i 2-1 sejren over Tyrkiet

Et trælår og en forstrækning satte søndag U16-landsholdets to målmænd ud af spil før den tredje og sidste kamp ved UEFA Development Tournament i Polen. Derfor måtte landstræner Frank Johnsen finde på en ny løsning, og den fandt han i angrebet: B93-angriberen Jazmin Schultz-Petersen sagde nemlig ja til at vogte målet – en opgave, hun klarede så godt, at hun bagefter blev kåret til kampens spiller.

”Hun sagde ’det kan jeg godt’, da jeg spurgte, for hun står ofte til intervaltræning hjemme i klubben. Hun fik hanskerne på 10 minutter før kampstart, og hun gjorde det rigtig godt. Hun kan jo spille med fødderne og havde også tre redninger,” fortæller Frank Johnsen fra bussen på vej til lufthavnen i Polen.

10-1 til Danmark i chancer

Danmark vandt 2-1 på to mål af Sophie Gravesen i det 8. og 23. minut. På Frank Johnsens blok står noteret yderligere otte danske chancer, mens Tyrkiet i det 58. minut scorede på “den eneste reelle chance de havde,” som landstræneren siger.

”Det var et tyrkisk hold, der sparkede lange bolde og så havde én oppe foran, der kunne løbe stærkt, én der kunne drible og én der ville slås. Resultatet er misvisende i forhold til spil og chancer, men vi skal jo score på vores chancer, og det gjorde vi ikke,” konstaterer Frank Johnsen.

Den danske start-11er til dagens kamp mod Tyrkiet. Foto: DBU

Han kunne fra sidelinjen se et dansk hold, som selv fandt på løsninger undervejs:

”Vi havde på forhånd talt om evnen til at kontrollere og styre en kamp, og vi har talt om at de bedste spillere evaluerer og finder løsninger, mens kampen foregår. Det kan godt være en udfordring, når man er 15 år og spiller landskamp, men det synes jeg pigerne lykkedes med,” siger Frank Johnsen, som fortæller, at pigerne selv har været involveret i de taktiske forberedelser. De har set video med Tyrkiet og på et fællesmøde søndag morgen skulle de gruppevis fortælle om Tyrkiets spillestil, styrker, svagheder osv.

Mod til at kommunikere

Danmark spillede 1-1 i den første kamp mod Polen i onsdags og vandt 4-1 fredag over Grækenland og dermed er Danmark vinder af UEFA-turneringen. Polen har klart været det bedst strukturerede hold af de tre modstandere, mens Grækenland reelt bare parkerede bussen og intet ville, og det har også været en lærerig oplevelse for spillerne:

”I kampen mod Grækenland viste spillerne en fin attitude. Vi har talt meget om den interne kommunikation på holdet, og det er de virkelig kommet fint efter hernede. De viser nu lidt mere mod i forhold til at kommunikere med hinanden i kampene,” siger Frank Johnsen.

U16-landstræner Frank Johnsen.

Alt i alt har turneringen været en god erfaring i forhold til spillernes udvikling. 10 spillere har fået debut undervejs, og dermed har 30 spillere i denne sæson fået debut på U16-landsholdet:

”Turen har givet os det, vi gerne ville. Vi har nu yderligere 10 spillere, der har prøvet at spille landskampe, vi har set dem i et internationalt match, og vi har også oplevet dem værende megatrætte, for det er hårdt sådan at skulle være på hele tiden. Så det er rigtig gode erfaringer, de tager med herfra,” siger Frank Johnsen.

Han samler landsholdet til en træningssamling den 15.-16. maj, og derefter gælder det sommerturneringen Open Nordic, som Danmark vandt i 2018.

“Vi har nu yderligere 10 spillere, der har prøvet at spille landskampe, vi har set dem i et internationalt match, og vi har også oplevet dem værende megatrætte”

Frank Johnsen, U16-landstræner
De danske piger jubler efter pokaloverrækkelsen i Polen. Foto: DBU