Topholdene dominerede – VSK Aarhus fik point efter tæt kamp

0
1601
BSF og Brøndby i duel før vinterpausen. Foto: Steen Trolle

Det blev slået fast, hvem der er de førende hold i Slutspillet i weekendens kampe. Her vandt de to tophold, Brøndby og Fortuna Hjørring. Der er fortsat tæt kamp om tredjepladsen. Den duel vandt VSK Aarhus i denne runde, da de slog KoldingQ i en tæt kamp.

Af Camilla Bergholm

Efter en kort landsholdspause var de seks hold i Slutspillet igen klar på fodboldbanerne i weekendens 3F Liga-kampe. Alle hold viste gode takter, men de førende hold i ligaen, Brøndby og Fortuna Hjørring, gjorde det klart, hvorfor de sidder på henholdsvis første- og andenpladsen, da begge hold tog tre sikre point. KoldingQ tog imod VSK Aarhus i en kamp, hvor begge hold kæmpede benhårdt for tredjepladsen. Det blev århusianerne, der kunne tage derfra med tre point og en aktuel tredjeplads i ligaen. 

FC Thy-ThistedQ – Fortuna Hjørring (0-3)
FC Thy-ThistedQ har tidligere drillet Kolding og har været flittigt scorende mod de andre hold. Alligevel kunne man se klasseforskel i fredagens opgør, hvor Fortuna Hjørring gæstede thyboerne. 

Hjørring-holdet pressede på helt fra start. Det lykkedes alligevel FC Thy-ThistedQ at komme frem på banen flere gange, men Fortuna-forsvaret var klar hver gang. Presset fra udeholdet gav pote efter 15 minutter, hvor de fik bolden i mål efter et hjørnespark. Bolden blev headet frem og tilbage mellem de to hold i thyboernes felt, indtil bolden til sidst endte hos Janelle Cordia, der headede den i mål til 1-0. 

29 minutter inde i kampen fik hjemmeholdet kæmpet sig til bolden, hvorefter de i et flot omstillingsspil fik spillet sig frem på banen. En perfekt bold frem til Rikke Dybdahl gav hende plads til at få et skud på mål, men Hjørring-keeperen stod i vejen. Malene Sørensen fik herefter opsamlet bolden og sendt endnu et skud mod mål, men igen var keeperen på plads.

Det skulle i stedet blive til et mål i modsatte ende syv minutter senere. Det skete efter flere præcise og korte afleveringer i venstre side af banen, hvorefter Sara Holmgaard scorede. 2-0 til Fortuna Hjørring.

Det blev ikke til flere mål i første halvleg. Der skulle dog kun gå otte minutter af anden halvleg, før Fortuna Hjørring igen kom på måltavlen. Det skete efter et indkast, hvor bolden havnede hos Frederikke Thøgersen, der fra en spids vinkel sparkede bolden i mål.

FC Thy-ThistedQ pressede på og kom frem til chancer på deres gode omstillingsspil, men det var fortsat udeholdet, der dominerede. Kampen endte 3-0 til Fortuna Hjørring.

Brøndby – BSF (4-0)
Brøndby har indtil videre gjort rent bord i Slutspillet. De tog lørdag i mod BSF, der har været pressede et par gange i de kampe, de har spillet. Det er dog fortsat et spændende hold, der sagtens kan være med i toppen, når det kører for dem.

Selvom det er to interessante og gode hold, var Brøndby overlegne i lørdagens opgør. Det startede allerede efter to minutter, hvor Ria Ôling fik en bold i dybden, hvorefter hun driblede udenom BSF-keeperen og skød bolden i mål. Herefter havde vestegns-holdet det meste af spillet.

Efter syv minutter fik Brøndby gavn af deres overtag i kampen, da Nanna Christiansen headede bolden i mål. Hun var også klar efter 15 minutter, da hun blev spillet fri i dybden og fik den i mål til 3-0. Igen herefter var Brøndby-holdet dominerende. 

Endnu et mål blev det til inden anden halvleg, da Brøndbys Julie Petersson scorede.

Intensiteten var høj fra begge hold i de sidste minutter af kampen. BSF kæmpede for at reducere, men Brøndby var stærke, og kampen endte derfor 4-0 til Brøndby.

KoldingQ – VSK Aarhus (1-2)
Der er kamp om tredjepladsen i Slutspillet, hvilket var tydeligt i lørdagens kamp mellem KoldingQ og VSK Aarhus. Et tæt opgør blev det til, hvor begge hold viste tænder og vilje til at ende på tredjepladsen, når Slutspillet bliver fløjtet af.

Koldingenserne var mest på bolden fra start af, og størstedelen af spillet foregik i udeholdets målfelt. Det blev dog også til chancer for århusianerne, der blandt andet fik et godt skud sendt af sted mod mål, men overliggeren var i vejen. Selvom VSK Aarhus flere gange fik fat i bolden, var det mest af alt KoldingQ, der sad på spillet i første halvleg.

Begge hold kom ud til anden halvleg med fokus rettet mod modstanderens mål, hvilket førte til chancer i begge ender. 60 minutter inde i kampen fik KoldingQ spillet bolden frem på banen, hvorefter den blev spillet ind til Sif Rykær, der stod klar foran målet og scorede til 1-0. 

Hjemmeholdet havde føringen de efterfølgende 20 minutter, men så fik VSK Aarhus hjørnespark, hvilket Mathilde Madsen udnyttede til at udligne. Et mål, der gav århusianerne blod på tænderne.

Der skulle nemlig kun gå seks minutter, før de igen fik bolden ind bag KoldingQ’s keeper. Det skete på et frispark, som Olivia Holdt eksekverede. Hun fik udeholdet foran med 2-1. KoldingQ pressede herefter på, men det lykkedes ikke at udligne. Kampen endte derfor 2-1 til VSK Aarhus.