U17-landstræner før EM-mødet med Spanien: “Vi vil vise, at vi kan spille med mod de bedste”

0
1844
U17-landsholdet til den sidste træning i Dragør, inden holdet rejste til Bulgarien, hvor EM starter officielt i dag. Foto: DBU

Det danske U17-landshold åbner søndag EM-slutrunden med en kamp mod de forsvarende europamestre fra Spanien. Alle spillere er klar og holdet har forberedt sig godt, fortæller landstræner Kristian Mørch Rasmussen fra Bulgarien

”Vi har det godt, vi er spændte – og nu vil vi gerne i kamp”.

Sådan lyder det fra U17-landstræner Kristian Mørch Rasmussen i telefonen fra Bulgarien søndag morgen. Klokken 15.30 spiller U17-landsholdet den første kamp ved EM. Modstanderen er skræmmende Spanien, som både er europa- og verdensmestre for U17-landshold, og det er derfor en kæmpe opgave, som landsholdet skal ud på. Men Danmark er klar, siger Kristian Mørch Rasmussen:

”Vi har alle spillere fuldstændig klar, så vi kan ikke ønske os mere. Vi startede forberedelserne for halvanden uge siden med en tre dages træningssamling. Så mødtes vi igen i Dragør i onsdags og nu har vi trænet hernede par gange med fokus på det taktiske. Så nu vil vi gerne i gang”.

Lynhurtige og tekniske dygtige spaniere

Det spanske hold består af mange af de spillere, som sidste år vandt både EM og VM. Kristian Mørch beskriver dem som et hold, der er rigtig godt trænet i den spanske måde at spille på, og som har spillere, der kan noget selv. Og så har de nogle hurtige kanter – den ene af kantspillerne vandt i vinter bronze i 400 meter ved de spanske indendørsmesterskaber i atletik!

U17-landsholdet træner i Dragør. Søndag går det løs mod de spanske europamestre.

”Det er virkelig et godt hold. Men vi har en generel ambition ved dette EM om at se, om vi kan blive så dygtige, at vi også kan spille mod de bedste, ikke bare overleve. Så mod Spanien vil vi forsøge at forsvare os meget disciplineret, og så vil vi udnytte, at vi har nogle spillere, der individuelt er meget dygtige. Vi har forberedt os på at have bolden mindre end vi plejer, og så vil vi udnytte vores fart og dribleevner den anden vej,” fortæller landstræneren.

“Vi har forberedt os på at have bolden mindre end vi plejer, og så vil vi udnytte vores fart og dribleevner den anden vej”

Kristian Mørch Rasmussen, U17-landstræneren

Trænerstaben samlede spillerne til et taktikmøde søndag kl. 9 dansk tid (Bulgarien er en time foran). Men allerede lørdag havde trænere og spillere en grundig snak om dagens modstander, hvor spillerne to og to først så en halvleg fra forskellige kampe med Spanien på video, og derefter briefede hinanden om det de havde set.

”Trænerne bød også ind med nogle ting ud fra det vi har set. På den måde har vi brugt mange øjne til at indstille os på modstanderen,” fortæller Kristian Mørch Rasmussen.

Spanien: Vi ved præcis hvad Danmark vil gøre…

Men det har Spanien også. Kristian Mørch fortæller, at der er ikke færre end 16 personer med i teamet omkring det spanske landshold – der er ni i det danske – og spanierne har sagt til Kristian, at de har set alle Danmarks kampe og ved præcis hvad Danmark vil gøre.

”Men vi vil al magt forsøge at forsøge at overraske dem. Men vi skal jo heller ikke ændre alt. Først og fremmest skal kampen bruges til at teste vores måde at spille på mod de bedste i verden”.

Hvordan håber du at I kommer i gang med kampen?

”Mit håb er, at spillerne tidligt får en fornemmelse af, at den her kamp, kan vi godt vinde. Så jeg håber at vi får sat et godt angreb op og lavet nogle gode aktioner tidligt i kampen, så vi kan bruge det som motivation til den efterfølgende del,” siger den danske landstræner.

Kampen mod Spanien kan følges på UEFAs hjemmeside her.

På FODBOLD FOR PIGERs Instagram kan du også følge spillernes kampdag. I dag er vores instagram nemlig overtaget af Sofie Hornemann fra U17-landsholdet. Følg med her

Sofie Hornemann fra U17-landsholdet vil i løbet af kampdagen lægge historier op fra Bulgarien på FODBOLD FOR PIGERs instagram,. Følg med!