U17-landsholdet vil kæmpe til det sidste for at spille sig videre ved EM, selv om chancerne er meget små efter nederlaget til Portugal. Forsvarsspilleren Emilie Prüsse tror på en storsejr i dagens kamp. Men selv om Danmark ikke går videre, har det været vildt fedt at være til EM, siger hun
U17-landsholdet har spillet to kampe ved EM uden at score, men målene kommer i dagens kamp mod Bulgarien, som er Danmarks tredje og sidste gruppekamp ved EM. Det er Emilie Gjødsbøl Prüsse, der blev kåret af sine holdkammerater til kampens spiller i onsdagens 0-1-nederlag mod Portugal, overbevist om.
U17-landsholdet brugte fredagen på at træne, hvordan de skal bryde gennem Bulgariens forventede meget defensive opstilling, og i telefonen fra Bulgarien giver Emilie et frisk bud på kampens resultat:
”Jeg håber vi får den 4-0-sejr som vi skal bruge. Og så må vi håbe, at Portugal også vinder deres kamp over Spanien. Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi er afhængige af resultatet i anden kamp, men vi kan ikke gøre andet end at gå ud og spille vores spil og håbe, at vi kan vinde stort over Bulgarien, og så må vi se,” siger Emilie, der er forsvarsspiller og til daglig spiller i KoldingQ.
Portugal er videre til semifinalen efter to sejre og Spanien, som er regerende europa- og verdensmestre, kan med en sejr over Portugal i dagens anden gruppekamp spille sig i semifinalen. Så det ligger ikke i kortene, at Danmark går videre, selv om vi slår Bulgarien. Men uanset om det lykkes eller ej, så vil Emilie og holdkammeraterne gør alt for at levere en stort resultat:
”Vi har set video med Bulgarien. De spiller ret defensivt – de står i to kæder langt tilbage på banen og venter på at angribe. Så vi har øvet os i, hvordan vi kan bryde deres defensiv ned ved at spille ind i mellemrummet og ved at tage nogle flere løb for hinanden på den sidste tredjedel. Vi skal ud og vise, at vi er bedre både individuelt og som hold,” siger Emilie.
Første nederlag med U17
Hun var som resten af holdet dybt skuffet efter nederlaget til Portugal. Især fordi Danmark spillede en god kamp og Portugals mål først kom to minutter inde i overtiden og endda burde have været dømt offside, ifølge landstræner Kristian Mørch Rasmussen.
”Det krævede lige resten af kampdagen at få skuffelsen væk. Vi gjorde alt, hvad vi kunne i kampen, vi havde al spillet de første 20-30 minutter. Men det gik bare ikke vores vej. Det er første gang vi har tabt på U17, så jeg tror vi alle sammen lige skulle sluge den skuffelse. Men vi blev enige om, at vi ville stå op dagen efter og se fremad. Og det har vi gjort,” fortæller Emilie.
Vildt godt sammenhold
Selv om det ikke skulle lykkes at spille sig videre i dagens kamp, vil Emilie se tilbage på EM-turneringen med stor glæde:
”Det er vildt fedt at være til EM. Vi har et vildt godt sammenhold, vi hygger rigtig meget og det er bare fedt at få denne oplevelse sammen. Så jeg håber, at det ender med at vi skal være her alle 18 dage”.
Men I er også konkurrenter. Påvirker det ikke sammenholdet?
”Det synes jeg faktisk ikke. Selvfølgelig vil vi allesammen gerne spille og man bliver selvfølgelig skuffet, hvis man ikke er med i startopstillingen. Men det varer ikke ret lang tid. Så under man bare sin holdkammerat, der har fået pladsen, det bedste. Jeg synes overhovedet ikke man kan mærke på holdet, at vi konkurrerer om pladserne,” siger Emilie Prüsse.
Kampen mod Bulgarien spilles lørdag kl. 10.30. Du kan følge kampen med liveopdateringer her.
Stillingen i de to EM-grupper før den sidste runde ser sådan ud: