DBU afviser tre klubbers anke: Afslag på U18 DM-licens står ved magt

0
1960
BSFs i en U18 DM-kamp mod Team Viborg i foråret 2019. Foto: Steen Trolle

Licensappeludvalget afviser at ændre på afslaget om U18 DM-licens til Ballerup-Skovlunde Fodbold (BSF), VSK Aarhus og Næsby-Dalum

Så er det afgjort: Ingen af de tre klubber, som har anket over at få afslag på deres licens-ansøgning til næste sæsons U18 DM-liga, har fået medhold i deres anke. DBU skriver på sin hjemmeside, at Licensappeludvalget har behandlet de tre anker, og at alle tre afgørelser er blevet stadfæstet.

Det betyder, at hverken VSK Aarhus, Næsby-Dalum eller Ballerup-Skovlunde Fodbold (BSF) får licens til næste sæsons U18 DM-liga.

For BSF er det dermed farvel til landets bedste ungdomsfodboldrække efter 11 sæsoner i træk. Det sker på trods af, at klubbens kvindeseniorhold er et af de otte hold, der får licens til den nye kvindeliga. BSF skal altså spille med i landets bedste kvinderække, uden at have et hold i det bedste ungdomsrække. Samme situation er VSK Aarhus i.

“DBU svækker kvindefodbolden på Sjælland”

Afslaget til BSF begrundes med det sportslige niveau. BSF har kun fået to point i denne sæson i U18 DM-ligaen, men som BSF forklarede i sin anke, så hænger det sammen med, at klubben på meget kort tid har afgivet et meget stort antal spillere til andre U18 DM-klubber på Sjælland. 25-30 spillere har på halvandet år forladt BSF til fordel for andre licensklubber.

Ifølge BSF er det sportslige set up i top i Ballerup. Klubben beklager, at ”DBU ikke har villet give BSF muligheden for at rejse sig igen og vise, at vi kan komme stærkt igen på spillersiden,” som den skriver i en pressemeddelelse, der blev udsendt efter det første afslag.

BSF mener, at DBU med sin beslutning svækker kvindefodbolden på Sjælland:

”Der findes stadig masser af talent på pigesiden på Sjælland og det er stærkt bekymrende at man har reduceret mulighederne for at forløse dette talent for en masse piger. Dette syntes heller ikke at være i tråd med at DBU´s visioner om at styrke kvindefodbolden generelt over de næste år. Vi betragter dette som et tilbageskridt i pigetalentudviklingen,” skriver BSF.

“Det er stærkt bekymrende at man har reduceret mulighederne for at forløse dette talent for en masse piger”

BSF i pressemeddelelse

VSK Aarhus: Ærgerlig prioritering

VSK Aarhus ser også kritisk på DBUs beslutning. VSK Aarhus hentede bronze i årets udgave af 3F ligaen og klubben kritiserer, at DBU ikke vægter sammenhængen mellem ungdoms- og seniorfodbold højere:  

”Vi har vist gennem de sidste år, at vi på trods at manglende deltagelse i U18DM, formår at fostre spillere til et Kvindeliga hold i top-3 og til seniorfodbold, hvor vi parallelt er blevet styrket, og det skal vi holde fast i. Så kan det kun ærgre os, at sammenhængen mellem ungdoms- og seniorfodbold ikke vægtes højere i dansk kvinde-elitefodbold.”

VSK Aarhus.

Med DBUs beslutning bliver der ét hold mindre i U18 DM ligaen i næste sæson. Ligaen skæres ned fra 14 til disse 13 hold:

  • Fortuna Hjørring
  • FC Thy Piger
  • AaB
  • Lyseng IF
  • Team Viborg
  • Silkeborg IFQ
  • Vildbjerg SF
  • Kolding Q
  • Varde IF
  • Team Odense Q
  • Brøndby IF
  • B93
  • FC Nordsjælland.