Brøndbys U16 snupper den sjællandske pokal

0
2816
De nykårede U16-pokalvindere på Sjælland.

Brøndby slog FC Helsingør i den sjællandske U16-pokalfinale. Pokalfighter blev Helsingørs keeper Sara Brunt

“Pigerne fra Vestegnen” stod der på et kæmpe banner i Ballerup Idrætspark søndag eftermiddag, og det blev pigerne fra Vestegnen, der løb med sejren, da DBU Sjællands U16-pokalturnering blev afgjort i Ballerup med en finale mellem Brøndby IF og FC Helsingør.

De to hold kender hinanden fra den sjællandske U16 Øst 1-række. Her vandt Brøndby 3-0, da de mødtes for halvanden måned siden, og 3-0 blev også resultatet i søndagens pokalfinale. Katja Larsen bragte Brøndby foran efter 15 minutter, og i 2. halvleg slog Signe Markvardsen to gange i det 56. og 75. minut.

Foto: Steen Trolle

Brøndby-anfører: Vi går ind i det med 110 procent

Brøndby havde chancerne til mere, men Sara Brunt i FC Helsingør-målet leverede en stærk præstation, og Brunt blev da også kåret til årets pokalfighter.

Brøndbys anfører Cajsa Reff Hansen gav efter kampen dette bud på, hvorfor pokalen lander på Vestegnen:

”Jeg synes vi et bedre organiseret hold, vi går ind i det 110 procent i hver kamp, og vi er der for hinanden, hver og én. Og så ved vi, at vi aldrig scorer mindre end tre mål i hver kamp. Det er i hvert den målsætning vi har”.

Hvad synes du I er gode til på jeres hold?

”Når det kører for os, er vi gode til at spille med få berøringer. Der var måske nogle perioder i dag, hvor vi tog lidt for mange berøringer og hvor vi nok skulle have spillet den bedre rundt. Men vi er f…. gode til at være der for hinanden, og vi går ind i det med 110 procent i hver kamp”.

Brøndbys anfører Cajsa Reff Hansen får overrakt pokalen. Foto: Steen Trolle

Går efter sjællandsmesterskabet

Den stod på bobler, konfetti-kanoner, guldhår og ”We are the champions” efter sejren. Men Cajsa Reff Hansen og holdkammeraterne vil ikke nøjes med pokaltitlen:

”Vi har også et sjællandsmesterskab, som vi skal have vundet, og det tegner også ret godt,” sagde Brøndby-anføreren.

Brøndby er nummer to i U16 Piger Øst 1. Holdet er tre point efter B.93 men har spillet to kampe færre. Den næste kamp spilles allerede onsdag, hvor modstanderen er FC Damsø.

FC Helsingør spiller sin næste kamp på søndag. Her er modstanderen det nuværende tophold B.93. Brøndby og Helsingør mødes igen i næstsidste runde den 16. juni.

FC Helsingørs målmand blev kåret til pokafighter. Foto: Steen Trolle