Farum BK/FCN rykker op med nye mål i sigte

0
2262
Glade Farum BK/FCN-spillere efter kampen lørdag mod Næsby, hvor d vandt 2-1 og sikrede sig en plads i 3F Ligaen. Foto: Jens Langkilde.

Farum BK/FCN har store ambitioner. I går blev første milepæl opnået; nemlig en plads i Danmarks bedste kvindeliga. Derfor er det også en glad og lettet Camilla Kur, som Fodbold For Piger snakker med dagen derpå.

Af Camilla Bergholm

Målet var sat allerede fra første fløjt i Kvalifikationsligaen. Farum BK/FCN skulle have én af de to pladser, der gav adgang til 3F Ligaen. Det var derfor en nervepirrende kamp mod tabellens andenplads, Næsby, Nordsjælland-spillerne gik ind til lørdag eftermiddag. Mere nervepirrende blev det også, da kampen blev trukket ud på grund af lyn og torden.

“Vi har en ny målsætning nu, og det er at være en del af top-seks. Mit personlige mål er at være med i toppen, men nu må vi se, hvordan det går”

Camilla Kur, spiller Farum BK/FCN

Selvom opgøret blev forsinket, lykkedes det at spille kampen til ende. Og det var hjemmeholdet fra Farum BK/FCN, der kunne tage hænderne op over hovedet og juble med de fremmødte tilskuere. De vandt nemlig kampen 2-1. Men ikke nok med det. De endte dermed også på førstepladsen i ligaen. Camilla Kur scorede det første mål, og hun fortæller, at hun spurtede ud til sidelinjen og jublede, fordi lettelsen var så stor. 

”Det var virkelig dejligt at score og en kæmpe lettelse. Det var en god kamp, hvor vi især dominerede i første halvleg, men også spillede godt i anden halvleg. Vi fik en del chancer og stod godt i forsvaret. Jeg følte ikke, at vi allerede havde vundet, men jeg følte mig sikker og tryg hele vejen igennem kampen,” fortæller FCN-spilleren.

Det var en nervepirrende kamp mellem Farum BK/FCN og Næsby, hvor begge hold kæmpede bragt. Foto: Jens Langkilde.

Oprykningen blev fejret til den helt store guldmedalje
Da Camilla Kur slog øjnene op søndag morgen, var det en lettet og rigtig god følelse, der gik igennem hende. Men hun var også træt, for holdet havde været godt i gang med at fejre oprykningen aftenen og natten igennem.

”Det var godt, du ikke fangede mig tidligere,” siger hun grinende og fortsætter:

”Vi spiste først middag med holdet. Efterfølgende havde vi afterparty med først partybus og så en tur i byen.”

Farum BK/FCN har også meget at fejre. De har kæmpet sammen som hold, og så har truppen udviklet sig markant fra de første kampe, fortæller FCN-spilleren. Men hun er også klar i mælet, når hun reflekterer over, hvorfor det netop er dem, der skal spille med i 3F Ligaen.

”Vi er bedst. Ej, ambitionerne for klubben har gjort meget. Der har kun været én vej, og det har været målet helt fra start af.  Og så har vi gjort det godt. Jeg synes, at det ser lovende ud,” siger Camilla Kur.

Det var glade spillere, der kunne juble med sidelinjen. Foto: Jens Langkilde.

Næste mål er sat
Nu venter mandskaber som Fortuna Hjørring og Brøndby, når Farum BK/FCN træder ind på grønsværen i 3F Ligaen. Hold, som vinder ligaen år efter år, og som også har vist kvaliteter på internationalt plan. Men det er også hold, som Camilla Kur glæder sig til at møde.

”Det er så fedt at skulle møde nogle store hold. Jeg glæder mig til at måle os med dem,” siger hun med stor entusiasme i stemmen. 

Selvom spillerne er glade og lettede nu, er det næste mål for klubben sat. Arbejdet frem mod næste milepæl er derfor allerede startet. Men Camilla Kur er klar, og hun vil nå endnu længere med klubben.

”Vi har en ny målsætning nu, og det er at være en del af top-seks. Mit personlige mål er at være med i toppen, men nu må vi se, hvordan det går. Jeg glæder mig,” slutter hun.

Udover Farum BK/FCN er også Odense Q rykket op i 3F Ligaen.

Camilla Kur med sin baby efter kampen. Foto: Jens Langkilde.
Fokuserede Farum BK/FCN og Næsby-spillere. Foto: Jens Langkilde.
En glad Camilla Kur efter kampen. Foto: Jens Langkilde.
Spillerne kunne juble over både en førsteplads i tabellen og en plads i 3F Ligaen. Foto: Jens Langkilde.
Spillerne var i godt humør efter kampen. Foto: Jens Langkilde.
Camilla Kur scorede kampens første mål. Her ses hun efter opgøret med sin baby. Foto: Jens Langkilde.