Line Røddik skifter til FCN: “Det er et superspændende projekt”

0
2227
Line Røddik Hansen . Foto: fcn.dk

Landsholdsspilleren vender retur til Danmark og bliver en del af FC Nordsjællands nye kvindeligahold. Samtidig skal hun også arbejde med talentudvikling i klubben

”Et scoop for os,” lød det fra FC Nordsjællands direktør Søren Kristensen, da han tirsdag kunne præsentere pressen for klubbens nyeste aftale. En kontrakt med kvindelandsholdets tidligere anfører og mangeårige udlandsprof Line Røddik Hansen, 31 år, som vender retur til Danmark efter ophold i bl.a. Ajax Amsterdam, Barcelona, Lyon og flere svenske klubber.

”Det er noget, der har været bygget op over lang tid. Jeg har fulgt med i, hvad der er sket heroppe de sidste par år og jeg synes, det er et superspændende projekt. Samtidig har det føltes helt rigtig for mig at vende hjem nu,” siger Line Røddik Hansen i et tv-interview på klubbens hjemmeside.

Line Røddik Hansen bliver en del af det ambitiøse hold, som netop har kvalificeret sig til kvindeligaen og som på sigt har ambitioner om at spille med om guldet i Danmark og spille Champions League. Hun bliver desuden tilknyttet klubbens akademi, hvor hun skal stå for bl.a. morgentræning, foruden at hun skal arbejde i FC Nordsjællands administration.

 ”Det her er et unikt projekt, som giver unge fodboldspillere muligheden for at drømme stort og et projekt, der kan give pige- og kvindefodbolden et skub i den rigtige retning. Nu har jeg muligheden for selv at blive en del af det og kunne gøre en forskel. Det her projekt er noget , som dansk fodbold har brug for, og jeg er rigtig glad for, at jeg kan bidrage både som spiller og uden for banen, hvor jeg kan bruge min uddannelses og erfaring til at træne unge mennesker og samtidig lære og udvikle mig,” siger Line Røddik Hansen, der har en kandidat i idrætsvidenskab og desuden har uddannet sig som træner.

Line Røddik Hansen har spillet 132 landskampe for Danmark siden debuten i 2006 og er tidligere kåret til årets bedste kvindelige fodboldspiller i Danmark. Hun er oprindeligt Birkerød, der er naboby til FC Nordsjællands hjemby Farum.

Det her er et unikt projekt, som giver unge fodboldspillere muligheden for at drømme stort og et projekt, der kan give pige- og kvindefodbolden et skub i den rigtige retning.

Line Røddik Hansen, FC Nordsjælland