JAI Aarhus sluttede sæsonen af på toppen, og skal nu for første gang spille med i landets næstbedste kvinderække
Jysk Akademisk Idrætsforening, som i daglig tale er bedre kendt som JAI Aarhus, vandt
sæsonens sidste kamp 3-0 mod Haderslev FK, og satte dermed et solidt punktum på en
fremragende sæson, hvor det blot er blevet til et enkelt nederlag og en uafgjort foruden 12 sejre.
Kulminationen på den flotte sæson blev, at kvinderne for første gang i klubbens historie sikrede oprykning til 1. division. JAI har siden foråret 2016 spillet i Kvindeserien. Få sæsoner forinden havde klubben modtaget en del spillere fra nær og fjern, som ønskede en klub at spille fodbold i ved siden af det påbegyndte studie i Aarhus. Disse spillere har vist sig at være en stor del af den kerne, som nu er med til at skrive klubhistorie.
I foråret 16’ lød målregnskabet på 20-30. Antallet af point var ligeledes begrænset, og det rakte på daværende tidspunkt til en 7. plads. Resultaterne er i årenes løb blevet bedre og bedre. Pointrekorderne er kun blevet slået, og det hele kulminerede altså i denne sæson, hvor holdet med en målscore på 66-20 og et pointregnskab som efter sidste spillerunde endte på 37, kunne løfte armene over hovedet og lade sig hylde som vinder af Kvindeserie Vest, Sydpuljen – blot et enkelt point foran VSK Aarhus.
Et homogent hold med stærke relationer
Kendskabet til at spille hinanden gode og ikke at lade sig kue, hvis holdet kommer bagud, er to af de styrker, som JAI Aarhus’ nu 1. divisionshold besidder. Træner for JAI Aarhus Tue Petersen er enig i, at sammenholdet er en vigtig faktor på holdet.
”Vi er et meget homogent hold, og fordi spillerne har spillet sammen i en del sæsoner er de indbyrdes relationer meget stærke. I kvindeserien var vi meget alsidige og kunne både forsvare og score mål på mange forskellige måder. Jeg er overbevist om, at vores alsidighed vil komme os til stor gavn i 1.division,” siger Tue Petersen.