Landstræner håber ny kvindeliga vil give mere professionelle forhold

0
1672
Landstræner Lars Søndergaard glæder sig over, at den danske liga tager et skridt i retning af mere professionelle forhold for spillerne. Foto: Steen Trolle

Landstræner Lars Søndergaard glæder sig over den nye Gjensidige Kvindeliga, som han håber vil øge professionaliseringen for spillerne. Men der er et stykke vej til forholdene i de bedste ligaer i Europa, konstaterer han

Kvindelandsholdets cheftræner Lars Søndergaaard var med, da DBU, Kvindedivisionsforeningen og Gjensidige Forsikring tirsdag præsenterede en ny stor aftale, der betyder, at landets bedste kvinderække fremover skal hedde Gjensidige Kvindeliga og får tilført et ”historisk stort” beløb.

Efter den officielle præsentation var han godt tilfreds med de budskaber, som parterne præsenterede på det fælles pressemøde. Budskaber om flere tilskuere, mere professionelle rammer, mere markedsføring og et mål om at blive blandt de seks bedste ligaer i Europa.

“Man kan kun synes godt om det her. Jeg håber selvfølgelig, at det vil føre til en øget professionalisering af ligaen,” siger Lars Søndergaard.

Top 6-ambitionen ser han som en fin men ikke særligt realistisk målsætning lige nu:

”Lige nu vil jeg vil nok sige, at det mere er en drøm, for de andre lande rykker jo også. Vi er jo oppe mod Spanien, Frankrig, England, Tyskland og nu også Italien, hvor herreklubberne går ind og investerer massivt i kvindefodbold. Også Sverige er rigtig langt i deres proces – de køber spillere i den danske liga og betaler overgangssum. Der er Danmark nok stadig mere en talentliga, på samme måde superligaen er. Men det vil godt, hvis vi får en rigtig god kvindeliga. Det vil give pigerne nogle hjemlige profiler, de kan identificere sig med, og det vil styrke spillernes udvikling, så de kan komme afsted til store klubber i udlandet på det helt rigtige tidspunkt,” siger Lars Søndergaard.

Brug for mere professionalisering

På pressemødet fortalte en repræsentant for den spanske La Liga om den udvikling, spansk kvindefodbold har været i gennem de sidste fire år. Her har massive investeringer fra de store herreklubber løftet kvindefodbolden op fra ingenting til et professionelt niveau. Set med landstrænerens øjne er det også nødvendigt i Danmark:

”Det er nødvendigt for vores hold og for spillerne, at de får en mere professionel dagligdag, hvis vi skal kunne følge med. De spillere, der kommer ud, oplever en kæmpe forskel. De kommer ud i klubber, hvor stab, infrastruktur og fokus er på linje med herrefodbold. De har fysiske trænere, fuldtids-assistenttrænere, analytikere og i det hele taget fantastiske forhold. Der er vi nødt til at steppe op, også på landsholdet, hvis vi skal følge med udviklingen i klubberne i de store ligaer,” siger Lars Søndergaard og nævner som eksempel den franske klub FC Fleury 91, som i denne sommer har fået tilgang af de tre danske spillere Rikke Sevecke, Cecilie Sandvej og Stine Larsen.

”For et år siden var klubben nærmest ukendt i fransk kvindefodbold. Nu har de lige været på træningslejr med klubbens herrehold, der spiller i den næstbedste række. Det er ekstremt professionelt”.

Tæt på top 10

Han har fulgt det netop overståede VM tæt og konstaterer, at det danske kvindelandshold trods alt ikke er så langt fra de bedste lande.

”Vi har jo mødt en række af de hold, der var med til VM, og som gjorde det godt. Holland og Sverige fik medaljer, og England, som blev nummer fire. Vi mødte England lige før VM, hvor vi spillede en rigtig god kamp og vel var uheldige. Så jeg vil nok vurdere, at vi er lige efter top 10 i verden. Den skal vi kæmpe for at komme blandt, men det kræver noget, og derfor er det selvfølgelig vigtigt at vi har en ordentlig kvindeliga,” siger Lars Søndergaard til FODBOLD FOR PIGER.

Læs også: 3F-Ligaen skifter navn til Gjensidige Kvindeliga