Pernille Harder ikke blandt de 12 nominerede til The Best FIFA Women’s Player 2019. Fire amerikanske verdensmestre er med på listen
Det bliver uden danske navne, når fodboldelskere de kommende uger skal udpege tre af 12 nominerede til FIFA-prisen som verdens bedste kvindelige fodboldspiller 2019.
FIFA har netop offentliggjort de nominerede til FIFA Womens Player 2019, og hvad der nok vil være en overraskelse for en del, så er landsholdsanfører Pernille Harder ikke blandt de nominerede. Hun vandt sidste år UEFA Womens Best Player og blev nummer to i Ballon d’Or, den franske fodboldpris, der uddeles til verdens bedste. Men et FIFA-panel har i år ikke ment, at Frauenbundesligaens bedste spiller er blandt verdens 12 bedste.
Til gengæld har Norge to nominerede. Den ene er Ada Hegerberg, der fik Ballon d’Or og blev nummer to i konkurrencen om UEFA-prisen sidste år. Den anden er Caroline Graham Hansen, der gjorde sig bemærket ved VM.
Listen domineres ikke overraskende af VM-spillere. Det er trods alt også FIFA, der arrangerer VM. De 12 nominerede er disse:
- Lucy Bronce, England
- Julie Ertz, USA
- Caroline Graham Hansen, Norge
- Ada Hegerberg, Norge
- Amandine Henry, Frankrig
- Sam Kerr, Australien
- Rose Lavelle, USA
- Vivianne Medema, Holland
- Alex Morgan, USA
- Megan Rapinoe, USA
- Wendie Renard, Frankrig
- Ellen White, England
Alle kan stemme på deres tre favoritter. Det gør du på fifa.com
Prisen uddeles ved et FIFA-arrangement i Milano den 23. september.