Q’erne klar til fight i Mosen

0
906
KoldingQ i aktion. Foto: KoldingQ's facebookside

Anden runde i Gjensidige Kvindeliga byder på et brag af en kamp mellem KoldingQ og Odense Q. Efter sidste uges gode resultater fra begge hold står de nu igen klar lørdag klokken 13, hvor de vil kæmpe for at fastholde den gode start på sæsonen.  

Meddelelse af KoldingQ. Redigeret af Camilla Bergholm

Lørdag klokken 13:00 lægger Mosevejs Sportsplads i Kolding græs til anden runde i Gjensidige Kvindeliga, når KoldingQ tager imod rivalerne fra Odense Q.

Begge hold er kommet godt fra start i Gjensidige kvindeliga med en sejr i sæsonens første runde. Her vandt Odense Q 3-0 hjemme mod BSF, mens KoldingQ trak det længste strå med 2-1-sejren hjemme mod FC Thy-ThistedQ.

Begge hold har dog brug for alle de point, der kan skrabes sammen, inden de render ind i de forventede tophold fra Fortuna Hjørring og Brøndby. Derfor er weekendens opgør en sekspointskamp, som vil give KoldingQ et godt afsæt med en sejr.

”Vi forventer en tæt fight, hvor der bliver givet og taget, men hvor vi er klar til opgaven,” udtaler KoldingQ’s cheftræner, Peter Pedersen. Sammen med sidste uges matchvinder, Signe Baattrup, håber han på stor lokalopbakning til kampen lørdag.