Kvindeligaen trækker flere tilskuere

0
2256
Arkivfoto: Steen Trolle

Gjensidige Kvindeliga har i de første fem spillerunder i sæsonen 2019/2020 set en positiv fremgang i tilskuertal

Tekst: Kvindeliga.dk

Der er blevet arbejdet hårdt frem imod Den Ny Kvindeliga: Gjensidige Kvindeliga. Ligaen fik inden sæsonstart et løft og en relancering, der skal ende ud i et forbedret produkt. Målsætningen er klar: Gjensidige Kvindeliga skal kunne tiltrække minimum 500 tilskuere til en SuperMatch allerede i denne sæson. I sæsonens 2023/2024 skal en SuperMatch trække minimum 1000 tilskuere, øvrige kampe skal trække mindst 500 tilskuere pr. kamp.

Der er nu gjort status over de første fem spillerunder. Sammenlignet med sidste sæson er der sket en tilskuerfremgang på 41,6%, svarende til 277 tilskuere pr. kamp mod 195 i forrige sæson.

Det nye tiltag med at have en SuperMatch i hver runde, har også vist sig at være en succes. Efter de første fem spillerunder har SuperMatchene et gennemsnit på 552 tilskuere, hvilket må vurderes at være godkendt efter den første måned.

“Vi har igangsat mange nye tiltag for at løfte Kvindeligaen og produktet som helhed. Vi har arbejdet tæt sammen med UEFA Grow omkring fanengagement og har afholdt forskellige workshops med klubberne. Der er blevet arbejdet hårdt i klubberne for at skabe interesse omkring kampene og de har virkelig taget opgaven til sig og løftet den professionelt, det ser vi nu udbyttet af.

Vi er rigtig glade for at se en så flot stigning i tallene i denne sæson. Der har været mange gode tiltag og der er blevet gjort et stort- og flot stykke arbejde ude i klubberne. Vi fortsætter det gode arbejde og forsøger konstant at gøre oplevelsen ved at gå til kvindefodbold endnu bedre,” fortæller Nicolai Kaas, Ligachef.

VSK Aarhus havde i sæsonens blot tredje runde, det indtil nu højeste tilskuertal: 721. Det var onsdag, det var SuperMatch og det var mod KoldingQ.

“Vi så på kampen som et event mere end en fodboldkamp i vores planlægning og vi var mere aktive på markedsføring og direkte rekruttering end vi tidligere har været. Vi brugte cirka en måned på at forberede kampen og arbejde med planlægningen optil. Derudover havde vi en del partnerskaber på selve dagen, der udmøntede sig i konkurrencer og præmier. Ved at skabe en succes som denne, kan vi forhåbentlig tiltrække flere og større partnere fremadrettet, der kan give en større kontinuitet og stærkere økonomi. Vi ser positivt på det, vi havde en rigtig god oplevelse med kampen og glæder os til mange flere,” udtaler Marie Greve, VSK Aarhus.

Denne artikel er bragt i samarbejde med kvindeliga.dk