Hvordan klarer man sig igennem den første månedstid i et fremmed land, i en stat hvor man lige pludselig er en minoritet, og hvor alt generelt bare ikke er som noget man har oplevet før? Hvordan er det i det hele taget at starte et helt nyt kapitel i sit liv? Thea Ebbe Brich er en af de danske fodboldtalenter som i sommers tog rejsen over Atlanten og nu spiller fodbold for Jackson State University (JSU) i Mississippi. Her fortæller hun om den første månedstid i de nye omgivelser.
En anderledes hverdag
Det er en ærlig Thea som over telefonen fortæller at de første par uger ”har været sindssyg hårde at komme igennem”, og at det i starten ”har kostet blod, sved og tårer” at skulle forsøge at passe ind i en ny kultur, hvor man ikke snakker det samme sprog, ikke tænker på samme måde, og ikke har den samme form for humor.
”Som målmand er det aldrig sjovt at tabe 7-0”
Også på banen har den nye JSU målmand haft en hård start. Mange kampe er blevet tabt, hvilket har taget hårdt på hende. ”Som målmand er det ikke sjovt at tabe 7-0”, som Thea siger.
Indtil videre har holdet dog ikke spillet turneringskampe, hvilket betyder at de nederlag Thea og resten af holdet har haft ikke tæller på samme måde som når turneringen for alvor starter op. Deres rigtige turnering bliver sparket i gang fredag den 27. september, hvor holdet skal forsøge at få deres første sejr. Indtil videre er der stadig tro på at JSU har en chance for at vinde deres turnering og gå videre til slutspillet.
Thea kommer fra en fodboldkultur hvor man spiller med bolden, man er teknisk og man har en god fodbold IQ. I USA er det dog ofte lidt anderledes og det har Thea kunne mærke fra dag et. Spillerne er ikke tekniske på samme måde, til gengæld er de atletiske. Det betyder at de er stærke og kan løbe i noget der minder om en evighed. Derfor er spillestilen også anderledes. På JSU spiller man ”spark og løb” mere end man spiller rundt med bolden. Noget der til tider godt kan være frustrerende for Thea og resten af de internationale studerende, men noget hun håber kan ændres jo bedre holdet lærer hinanden at kende.
JSU håber at sæsonen 2019 kan være en ny start for deres hold. Thea fortæller blandt andet at holdet kommer fra en lang årrække med dårlige resultater. Med ny cheftræner og 12 nye spillere, vil JSU forsøge at vende de dårlige resultater til sejre og slutspilsplads.
Selvom holdet som helhed ikke har haft den start på sæsonen alle fodboldspillere drømmer om, så er det for Thea personligt gået lidt anderledes. I den her uge er hun nemlig blevet kåret til SWAC Goalie of the Week i hendes konference. En titel du kan læse mere om her.
Fra majoritet til minoritet
Det er ikke bare på banen at Thea skulle vænne sig til at tingene i USA er anderledes. JSU er et af de største ”historisk sorte universiteter” (HBCU) i USA. Det betyder derfor at Thea for det meste sidder i klasseværelser hvor hun er en af få hvide personer.
”Et helt nyt perspektiv”
For Thea er det en anderledes oplevelse lige pludselig at være en minoritet og en situation som har givet hende en hel del at tænke over.
”Det giver en et helt nyt perspektiv og ting man aldrig har tænkt over før giver pludselig mening”, fortæller hun.
Thea er ikke den eneste dansker på holdet. Pernille Kelm flyttede fra Middle Georgia State University til skolen i sommers og er nu i gang med hendes ”sophomore year”. Det betyder meget for Thea at have hende og andre internationale studerende at kunne støtte sig til. Specielt to spillere fra Brasilien og Trinidad har Thea fået et godt forhold til, hvilket har hjulpet hende igennem de hårdere dage i hendes nye hverdag.
Angstanfald skabte selvforståelse
Tilbage i marts bragte DR en artikel om dengang tilbage i 2.g da Thea fik et angstanfald og derfor i en periode lagde handskerne og støvlerne på hylden. At skulle klare sig igennem det måske hårdeste år på gymnasiet, samtidig med at udfylde en masse papirarbejde, være i kontakt med mulige universiteter og tage test såsom SAT og TOEFL for at være kvalificeret til at læse i USA blev for meget for Thea.
I en periode efter valgte Thea at geare helt ned. Hun tog derfor en pause fra fodbolden og hele processen om at skulle til USA. Det var en tid hvor hun fuldstændig mistede lysten til at spille fodbold, og dermed også var bange for at hendes plan om at skulle til USA alligevel ikke var en så god ide.
”Netop fordi jeg havde mistet lysten til at spille fodbold i en periode, så var jeg bange for at jeg ikke ville synes om at være i USA”, fortalte Thea om nogle af de tanker der gik igennem hendes hoved i tiden efter hendes angstanfald.
Selvom det var en hård periode for Thea, lærte hun flere ting om sig selv. Blandt andet at følge sin mavefornemmelse og have modet til at sige fra.
”Det gjorde at jeg lige bremsede lidt op og fik tænkt over hvad det var jeg virkelig gerne ville, i stedet for at tænke hvad er det jeg tror jeg gerne vil, eller tror andre gerne vil have at jeg gør”, fortæller Thea.
Derfor gik der heller ikke lang tid før at Thea fandt ud af at hun ikke kunne undvære fodbolden, og kort tid efter var hun igen tilbage på banen. Drømmen om at tage til USA levede stadig.
Har været det hele værd
Ikke hver dag har været lige sjov for Thea, og specielt opstarten var en hård tid at komme igennem. I sidste ende har det dog indtil videre været det hele værd for Thea, som allerede føler sig stærkere både mentalt og fysisk. Hun erkender dog også at ”man skal kunne lide træne og træne hårdt. Og man skal kunne lide at blive presset til sit yderste”.
”Man skal kunne lide at blive presset til sit yderste”
Udover at være udfordrende og sjovt at blive presset til sit yderste, er hele atmosfæren omkring holdet en oplevelse i sig selv. Ifølge Thea bliver man behandlet meget mere professionelt sammenlignet til hjemme i Danmark. På skolens regning får man udleveret fem sæt træningstøj, sko, fodboldstøvler og målmandshandsker. Hvis man døjer med en småskade er der altid fysioterapeuter til stede, og en fysisk træner sørger for at spillerne er i topform hele sæsonen igennem.
Udenfor banen er der fuld forståelse fra professorerne, når man ikke er i skole på grund af kamp. Forståelse og respekt var noget Thea godt nogle gange kunne mangle i gymnasiet både fra andre studerende og lærere. Fodbold og skole hang nemlig ikke sammen på samme måde som det gør i USA.
Hvis du er interesseret i at læse mere om Thea og hendes eventyr i USA, kan du følge med på hendes blog lige her.