Emilie Lajmiri: ’’Det er et resultat vi kan være tilfredse med’’

0
2546
Emilie Lajmiri lige efter søndagens sejr over AaB

Team OdenseQ fik sæsonens første sejr i U18 DM søndag eftermiddag, efter en flot spillet kamp med hele fire scoringer og rent bur

Af Sille Struck 

Søndag eftermiddag tog Team OdenseQ i mod AaB på kunststofbanen i Marienlyst, og her sendte de gæsterne hjem med et nederlag på 4-0. Det var fynboernes første sejr i denne sæson, og det var en glad Emilie Lajmiri, som FODBOLD FOR PIGER fangede efter kampen.

’’Vi spiller en super god første halvleg.  Vi havde næsten hele spillet, og langt det meste lykkedes for os. Jeg scorer så til 1-0 på et langskud, så det var også rigtig fedt. Efter scorer Lea Duus på et hovedstød, og det gav os en masse gejst til resten af kampen,’’ siger Lajmiri efter kampen.

Selvom AaB kom mere ind i kampen i anden halvleg, formåede Team OdenseQ at holde rent bur, og scorede yderligere to mål i anden halvleg ved henholdsvis Louise Wadstrøm og Camille Nielsen.

Der var mange ting, der lykkedes for Team OdenseQ pigerne i dagens kamp.

’’Det var rigtig mange ting der lykkedes, især i første halvleg. Vi får vendt bolden fra side til side, vi spiller lange og præcise afleveringer, og får kommunikeret rigtig godt. Det er tre vigtige ting, der gjorde, at vi vandt kampen. Vi havde kørt højt pres i første halvleg, så vi havde lidt svært ved at holde niveau til sidst,’’ fortæller Lajmiri.

Emilie Lajmiri har de seneste mange kampe optrådt på den centrale midtbane for OdenseQ’s kvindeliga hold, og var derfor for første gang i en længere periode tilbage i U18 DM rækken.

’’Det har været rigtig fedt spille ligakampe, da jeg har fået bygget en masse på mit spil, som jeg kan tage med over til U18. Så er det selvfølgelig også hyggeligt at komme ned til mine gamle holdkammerater og mine gamle trænere,’’ afslutter den talentfulde midtbane med et smil.

Øvrige resultater fra weekendens U18 DM kampe

Fortuna Hjørring – B93 (9-0)
1-0: Asii Berthelsen
2-0: Ellen Mitchell
3-0: Julie Haugaard
4-0: Emilie Billing
5-0: Camilla Carlsen
6-0: Lærke Hammer
7-0: Asii Berthelsen
8-0: Emilie Billing
9-0: Asii Berthelsen

FC Thy Piger – Skyum – Silkeborg IF Q (1-1)
0-1: Fie Arendt
1-1: Sophie Gravesen

KoldingQ – IF Lyseng (3-1)
1-0: Sille Fuhlendorff
1-1: Lotte Birk
2-1: Sarah Thygesen
3-1: Ajla Julardzija

Team OdenseQ – AaB:
1-0: Emilie Lajmiri
2-0: Lea Duus
3-0: Louise Wadstrøm
4-0: Camille Nielsen