TOPSPILLER – OG SYGEPLEJERSKE

29-årige Malene Marquard Olsen lever en travl hverdag som anfører hos Brøndbys danske mestre, landsholdsspiller og operationssygeplejerske på fuldtid på Rigshospitalet. ”Det kan godt være hårdt at få hverdagen til at hænge sammen, men når først man er på banen, så er fodbold jo det fedeste i hele verden,” fortæller Malene til FODBOLD FOR PIGER, som har besøgt Brøndby-anføreren på Rigshospitalet

Af Steen Trolle

Professionel fodboldspiller med en fortid i udlandet. Anfører for de danske mestre, som spiller Champions League. 12 kampe for A-landsholdet, der er tæt på at kvalificere sig til EM-slutrunden.

Det lyder som en luksustilværelse med et par timers træning hver dag, tårnhøj løn, masser af fritid på golfbanen, dyre biler og et liv i formiddagspressens blitzlys.

I hvert fald hvis det drejede sig om en mand. Men historien her handler om en kvinde, og derfor rummer den hverken dyre biler, masser af fritid eller en høj løn.

Tværtimod. Malene Marquard Olsen, 29 år og anfører for Brøndbys danske mestre, lever et liv fjernt fra klichéen om professionelle fodboldspillere. For det første fordi der ikke er særligt mange penge i kvindefodbold. For det andet fordi hun ved siden af fodbolden har et fuldtidsjob, som mildest talt er uden golfbaner og luksusliv.

Malene Marquard Olsen arbejder på Rigshospitalet. Som operationssygeplejerske på den ortopædkirurgiske operationsgang, som blandt andet omfatter traumecenteret. Det vil sige, at Malene og hendes kolleger foruden almindelige planlagte operationer af knæ, hofter osv. også er med, når ofre for voldsomme trafikulykker skal gennem akutte operationer, hvor det gælder liv eller død.

”Som kvinde kan man ikke leve af at spille fodbold herhjemme. Derfor er jeg nødt til at have et arbejde. Men jeg er også glad for at have en verden ved siden af fodbolden. Det er rart at have to verdener at mingelere i. Hvis det ikke lige kører med fodbolden, så kan jeg fungere på arbejdet og få optur dér, og omvendt er det godt at få renset hovedet på fodboldbanen, hvis det har været en hård dag på arbejdet,” siger Malene Olsen, da FODBOLD FOR PIGER besøger hende på arbejdspladsen på Rigshospitalet.

Hun er uddannet fra Københavns Sygeplejerskole og har spillet fodbold på højt plan både før, under og efter afslutningen af sygeplejeuddannelsen i 2008. Selv da Malene var professionel i den svenske topklub Tyresö i Sverige i 2009, insisterede hun på at arbejde i 20 timer om ugen på et lokalt børnehospital.

”Det var ikke økonomisk nødvendigt. Jeg kunne godt leve af fodbolden i Sverige. Men jeg gjorde det for at holde min faglighed ved lige og for at få noget erfaring. Og min arbejdsgiver Tyresö bakkede det 100 procent op. De kunne godt forstå mit ønske om at have en hverdag, der rummede andet end fodbold,” fortæller Malene Marquard Olsen.

Skemalagt hverdag

Hun arbejder 37 timer om ugen på Rigshospitalet, træner fire gange om ugen i Brøndby, spiller kamp hver weekend og får desuden specialtræning om morgenen, når det kan passes ind i forhold til arbejdstiderne på hospitalet, hvor Malene skifter mellem dagvagter fra klokken 7.30-15.30 og dobbeltvagter á 16 timer

”Jeg bruger stort set al min fritid på fodboldtræning. Det er en meget sammenpresset hverdag, det synes mine kolleger på hospitalet i hvert fald. Men jeg tænker ikke så meget over det. Jeg har vænnet mig til at have en meget skemalagt hverdag. Jo, der er da nogle dage, hvor jeg godt kan tænke ’puha, det bliver hårdt at træne i dag’, når jeg skal skynde mig at klæde om, løbe fra hospitalet for at nå en bus, videre med S-toget, skifte til endnu en bus, klæde om igen og så ud på banen for at træne. Så kan jeg da godt have lyst til bare at tage hjem og slappe af. Men når man så først er ude på banen, så er det jo det fedeste. Så glemmer man, hvor hårdt man har haft det på arbejdet – og man husker, at fodbold er det sjoveste i hele verden”.

På traumecenteret oplever I mange barske ting. Kan det så ikke være svært at fokusere på fodbolden bagefter?

”Jeg tror, jeg har et godt professionelt filter. Vi oplever rigtig mange barske ting herinde. Men jeg har det sådan, at når jeg har kitlen på, så er jeg på arbejde, og når jeg tager kitlen af og tager hjem, så er arbejdet lagt på hylden. Selvfølgelig kan oplevelserne godt rumstere lidt en gang i mellem, men jeg synes ikke, det påvirker mig. Og hvis det gør, så har vi nogle gode teams med psykologer osv. herinde, så vi kan få snakket tingene igennem”.

”Jeg kan da godt komme til træning og være træt i hovedet, og ikke helt føle, at jeg er til stede, sådan som man skal være i fodbold. Men så får jeg lige snakket med holdkammeraterne på vej ud til træning – ’det har sgu været en hård dag i dag, jeg oplevede sådan og sådan, det var dybt tragisk’ – så ved de lige, hvordan jeg har det, og at jeg skal bruge lidt tid på at komme op igen. Og når vi så først kommer på banen og får støvlerne på, så tænker jeg ikke længere over det. Så er fodbolden et dejligt frirum til at få luftet tankerne,” siger Malene Marquard Olsen.

Vil gerne ned i tid – for at træne mere

Men hvis hun kunne, ville hun gerne arbejde lidt færre timer om ugen på Rigshospitalet. For at få mere tid til træning. Forude venter en EM-slutrunde i Sverige i 2013, og ”den skal jeg bare med til – i den bedst mulige form,” siger Malene Marquard Olsen:

”Jeg vil gerne være endnu bedre fysisk og teknisk, og jeg vil gerne have den bedst mulige træningsoptakt til EM. Derfor vil jeg gerne lidt ned i tid arbejdsmæssigt, hvis det kan lade sig gøre. Det vil gøre det muligt at tage nogle flere morgentræninger, hvor jeg kan arbejde med de ting, som jeg specifikt skal forbedre. Og det vil også gøre, at jeg er mere veludhvilet og dermed har større overskud og kan træne bedre, når jeg kommer til træning om eftermiddagen”.

Misunder du de mandlige professionelle fodboldspillere, som ikke behøver at arbejde ved siden af?

”Hvis jeg kunne vælge mellem min hverdag med fuldtidsarbejde, og den hverdag mændene kører, så ville jeg nok vælge deres. Men jeg misunder dem ikke. Jeg synes, det er rart at have en hverdag med noget andet indhold, jeg kan gå op i, og at have nogle kolleger uden for fodbolden, som man kan dele nogle andre ting med. Desuden er det rart at have en uddannelse og en erhvervskarriere at kunne falde tilbage på, når fodboldkarrieren stopper en dag”.

Man skal kende sine begrænsninger

Har du undervejs i din uddannelse tænkt på, om du skulle stoppe med at spille elitefodbold?

”Ja, det har jeg. Jeg vidste godt, at det ville blive svært at kombinere fodbold med et job som sygeplejerske, hvor man har skiftende arbejdstider. Men heldigvis er der forståelse hos trænere, klubben og i DBU for, at vi er nødt til at kunne passe et arbejde, fordi vi ikke kan leve af fodbolden. Så jeg synes de er flinke til at være fleksible, så jobbet kan passes sammen med fodbolden. Men når man står midt i det, kan det da godt føles hårdt til tider, og så kan man godt overveje, om det er det hele værd. Man skal virkelig kende sig selv og sine begrænsninger godt, så man kan sige fra. Det er hamrende vigtigt. For ellers kan man godt ramme muren. Det har jeg prøvet – og det har mange af mine holdkammerater også”.

Hvad vil det sige at ramme muren?

”At man kører sig selv for hårdt i en hverdag med job, uddannelse, træning, familie og veninder. Hvis man gør det i en periode, og ikke får sagt fra, så bliver man træt på et tidspunkt, og så må man lige stoppe op og trykke pause på en af knapperne. I sådanne situationer har jeg da overvejet, om det var fodbolden, der skulle på pause. Men det har bare altid været det, jeg gerne ville, og derfor har jeg sat nogle af de andre ting på pause. Jeg har f.eks. arbejdet færre timer i en periode”.

God DBU-ordning

Der var f.eks. brug for pauseknappen, da Malene i sit første år på Rigshospitalet prøvede at klare sig med ferier og afspadsering, når hun skulle rejse med Brøndby:

”Jeg prøvede at arbejde timerne ind ved at tage dobbeltvagter osv. Nogle uger arbejdede jeg 50-60 timer. Det var noget med at møde klokken halv otte om morgenen, arbejde til klokken 10 om aftenen, tage hjem, sove og så møde igen næste morgen klokken halv otte. Det siger sig selv, at det ikke er optimalt,” siger Malene Marquard Olsen.

Hun glæder sig over den ordning, som landsholdsspillerne har med DBU i forbindelse med landsholdssamlinger:

”Jeg får tjenestefri på arbejde uden løn, og så betaler DBU den løn, jeg mister. Det er en rigtig fin ordning. Hvis ikke vi havde den, så kunne jeg ikke spille på landsholdet, for vi rejser simpelt hen så meget, at der ikke er ferie og afspadsering nok,” siger Malene Marquard Olsen.

Vil gerne til udlandet igen, hvis…

Hun startede som seksårig med at spille fodbold på et drengehold i Hedehusene. Som 14-årig skiftede hun til Brøndby, og bortset fra en enkelt sæson i Tyresö, har Malene Marquard Olsen spillet hele sin voksne karriere i Brøndby, hvor hun er blevet mester med klubben otte gange.

Senest har Malene Marquard Olsen og holdkammeraterne vundet ”The Double” – pokalen og mesterskabet – og forude venter en spændende sæson, hvor Brøndby igen skal prøve kræfter med de stærkeste europæiske hold i Champions League.

Men selv om hun stortrives i klubben på vestegnen, har Malene ikke helt skrottet tanken om endnu et udlandsophold:

”Det var utroligt spændende at være i Sverige. Fodboldmæssigt var det en kæmpe udfordring. Så jeg vil rigtig gerne af sted igen, hvis det kan lade sig gøre. Men jeg har også nået en alder, hvor der er rigtig mange ting, der så skal gå op i en højere enhed,” siger Malene, som også er inde i overvejelser om at bygge videre på sin nuværende uddannelse:

”Jeg vil meget gerne læse videre og har planer om at læse en kandidatgrad, cand.scient.san., som er en to-årig uddannelse, der relaterer sig til forskning og kvalitetsudvikling. Men det er svært lige at passe ind sammen med fodbold. Så det bliver nok først, når jeg stopper fodboldkarrieren,” siger Malene Marquard Olsen.