Sådan holder tre divisionsspillere sig i gang i vinterpausen

0
2803
Rosa Holmberg Hansen, Selma Svendsen og Cornelia Kramer.

Efter en spændende og uforudsigelig sæson i 1. division, er det endelig blevet tid til en vinterpause, inden kval-ligaen og divisionen igen starter op. Tre spillere fra 1. division fortæller her, hvordan de holder sig i gang i løbet af vinterpausen.

Af Sophie Dyrekær Gudsøe.

I de fleste klubber er der lige nu vinterpause, hvilket vil sige ingen kampe og mindre træning. Spillerne skal dog stadig holde deres grundform ved lige, men træner de så anderledes i løbet af pausen?

Fodbold for Piger har snakket med tre 1. division spillere; Rosa Holmberg Hansen fra HB Køge Pigefodbold, Selma Svendsen fra B93 og Cornelia Kramer fra Aab om, hvad de gør i løbet af pausen for at holde sig skarpe til den kommende sæson.

Hvad gør du for at holde dig i gang i vinterpausen?

Rosa Holmberg Hansen:

”Vi har fået et træningsprogram, som blandt andet indeholder løbetræning, der er udformet med henblik på at holde os i form, og derfor hovedsageligt består af intervalløb. Derudover indeholder programmet også styrketræning, hvoraf fokus primært er på skadeforbyggende træning. Ifølge programmet vil der på en uge typisk være en træningsmængde på to gange løbetræning og 3 gange styrke/skadesforebyggende træning.”

Midtbanespiller Rosa Holmberg Hansen fra HB Køge Pigefodbold.

Selma Svendsen:

”Jeg følger et vedligeholdelsesprogram, som består af forskellige slags styrke- og løbetræning. I vinterpausen træner jeg på en helt anderledes måde, hvor jeg har mere fokus på styrketræning, samt at holde formen ved lige. Derfor fylder træning med bold ikke så meget, som den gør, når sæsonen er i gang”.

Cornelia Kramer:

”Jeg laver en masse styrketræning og forskellige former for løb. Vi har også fået et program fra klubben, som vi skal følge. Udover det laver jeg lidt forskelligt selvtræning med bold. Jeg træner mindre i pausen, end jeg gør når sæsonen er i gang, da det er vigtigt at huske at give kroppen pause. Desuden er pauserne også gode til at bygge på i muskelmasse, da der ikke er en kamp der venter, hvor man ikke skal have ømme ben eller krop”.

Angriber Cornelia Kramer fra Aab. Foto: DBU

Hvad laver du frem til sæsonstart?

Rosa Holmberg Hansen:

”Jeg kan godt lide at fjerne lidt fokus fra fodbolden og være sammen med mennesker, som jeg holder af. Vi starter op i starten af januar, hvor jeg tænker, at der kommer træningskampe, og en del mere spil med bold igen, det er trods alt sjovest”.

Selma Svendsen:

”Frem til opstart nyder jeg også at have mere fritid, som jeg blandt andet bruger til at tage kørekort og være sammen med venner og familie. Jeg begynder samtidig at forberede mig på den kommende sæson i kvalifikationsligaen, som jeg har i vente”.

Forsvarsspiller Selma Svendsen fra B93.

Cornelia Kramer:

”Jeg skal ud og rejse i år, så på den måde får jeg også et lille afbræk fra fodbolden. Med hensyn til formen, holder jeg mig i gang med løb-, styrke- og selvtræning. Inden sæsonstart har vi en masse træningskampe, når vi starter træningen op igen”.