Amalie Thestrup stod bag et af de mest markante klubskift i sommers, da den danske angriber forlod BSF til fordel for den italienske storklub, AS Roma.
Af Sophie Dyrekær Gudsøe.
Den 24-årig måltyv har gennem flere år ligget højt på topscorerlisterne i Danmark, hvor hun i sidste sæson scorede 17 mål for BSF. Tilmed har Thestrup optrådt på samtlige danske ungdomslandshold, og i år havde hun sin debut på det danske kvindelandshold ved Algarve cup i marts.
I sommers valgte den danske topscorer at skifte grønsværen i Ballerup ud med en varmere en af slagsen, da hun fik tilbudt en 2-årig kontrakt med den italienske klub, AS Roma.
Samtidig valgte den danske forward at fortsætte med at læse sin kandidat på CBS, hvor hun har fået den forlænget, så den tager tre år i stedet for to, hvilket giver hende lidt mere fleksibilitet i hverdagen.
Fodbold for Piger har snakket med Amalie Thestrup om, hvordan det første halve år i Rom er gået.
”Jeg synes, at det første halve år her i AS Roma er gået rigtig godt. Jeg er faldet godt til på holdet, og vi ligger pt. 3’er i ligaen, som ikke er langt fra vores mål om at ende i top to, hvilket giver adgang til Champions League,” fortæller Amalie Thestrup fra hendes hjem i Rom, hvor hun bor med to holdkammerater.
Hun fortsætter:
”Jeg synes niveauet er højt og rammerne er meget professionelle, hvilket giver mig alle forudsætninger for at udvikle mig som spiller,” lyder det fra Thestrup.
Når det gælder den italienske byen, er danskeren også faldet til:
”Rom er en fantastisk dejlig by at bo og leve i, så det har bestemt også været en fornøjelse. Jeg glæder mig meget til den næste halvdel af sæsonen!” runder Amalie Thestrup af.