MIT EFTERSKOLELIV: Frida Kornum Sørensen, Hald Ege Efterskole

0
2604

Overvejer du at tage på idrætsefterskole? I serien MIT EFTERSKOLELIV fortæller fodboldspillere fra en række af landets bedste idrætsefterskoler om efterskoleliv, fodboldtræning og valg af skole. I dag: Frida Kornum Sørensen fra Hald Ege Efterskole

Navn: Frida Kornum Sørensen

Alder: 16 år

Hjemby: Aarhus

Efterskole: Hald Ege Efterskole

Klub/række: VSK Aarhus, liga 1

Position på banen: Central forsvarsspiller

Derfor valgte jeg at tage på efterskole:

Først og fremmest valgte jeg at tage på efterskole, fordi jeg ikke følte mig klar nok til gymnasiet lige efter 9. klasse. Jeg valgte også at tage på efterskole, fordi jeg ville lære nogle flere mennesker at kende, og for at skabe venskaber for livet. I 8. og 9. klasse spillede jeg elitefodbold og gik på ESAA (Elite Sports Akademi Aarhus). Det var to hårde år med et stort fagligt pres og mange hårde træninger på fodboldbanen, så jeg trængte også til mere social frihed, og det tænkte jeg, at jeg ville få, hvis jeg tog 10. klasse på en efterskole.

Derfor blev det Hald Ege Efterskole:

En af de helt store grunde til, at jeg valgte Hald Ege Efterskole er deres årlige dannelsesrejse til Afrika. I år går turen for første gang til Sierra Leone. De andre år har skolen rejst til Ghana. Jeg har altid haft en drøm om at besøge Afrika. Besøget på Hald Ege Efterskole på Efterskolernes dag hørte jeg mere om turen til Afrika, jeg mærkede stemningen, der var pænt og rent på værelserne og på fællesarealerne, jeg mødte nogle smilede og imødekommende voksne og daværende elever, så da jeg kørte derfra med min familie, var jeg solgt. Jeg havde også besøgt andre efterskoler den dag, men her på Hald Ege havde jeg bare fornemmelsen af, at det var det rigtige.

En af de helt store grunde til, at jeg valgte Hald Ege Efterskole er deres årlige dannelsesrejse til Afrika.

Det bedste ved at være på efterskole:

Det bedste ved at være på efterskole er helt klart alle de nye venskaber, man får. En oplevelse af, at det fællesskab man opbygger, er betydningsfuldt for én resten af livet. Man oplever også, at lærere ikke bare er lærere. Det er nogle man knytter sig til, og er betydningsfulde i det store fællesskab.

Nævn en oplevelse fra din første tid på efterskolen:

Tour de chambre er en af de oplevelser, som jeg husker bedst fra min første tid på Hald Ege. Tour de chambre er en temafest, hvor man går fra værelse til værelse. På hvert værelse er der et nyt tema og en ny form for underholdning, det vil sige en festleg eller noget andet. På Hald Ege blev det arrangeret på den måde at alle pigeværelserne skulle rundt og besøge alle drengeværelserne og omvendt. Det var en sjov oplevelse, fordi det var pyntet op efter et bestemt selvvalgt tema og fundet på nogle gode og sjove festlege. På den her måde fik man set alle drengene, deres værelser, snakket og grint sammen på kryds og tværs.

Hvordan bor I – og hvordan går det?

Jeg bor lige nu på et 4 mandsværelse på gulgang sammen med tre piger – én fodboldpige og to håndboldpiger. Vi deler toilet og bad med fire andre piger. Vi otte piger fungerer rigtig godt sammen. Det vil sige, at vi er otte om at dele ét toilet og ét bad, men det fungerer superfint, selvom det godt kan lyde lidt presset. Vi får det til at fungere ved at have lavet gode regler og aftaler om brug af toilet og bad.

På Hald Ege Efterskole bor man enten på 2, 3, 4 eller 6 mandsværelse.

Værelserne er fordelt på fire gange – lilla, gul, grøn og blå. Vi bor skiftevis drenge og piger på gangene, hvilket jeg synes er med til at styrke det store fællesskab, fællesskabet på de enkelte gange og fællesskabet mellem drengene og pigerne. Alle fire gangene fører ud til vores fællesareal, som vi kalder Nytorv. Her bruger mange af os rigtig meget tid. På Nytorv kan man spille pool, snakke, høre musik, spille kort- og brætspil, lave popcorn og opdatere sig på efterskolens hjemmelavede kærestevæg og meget meget mere.

Om mindre end en måned skal vi skifte værelser. Det tror jeg, at de fleste af os glæder os til. Vi glæder os til at posen, altså det store fællesskab skal rystes. Det bliver helt sikkert en spændende og nervepirrende dag, men jeg glæder mig.

Hvordan kombinerer du klubfodbold og efterskole?

På Hald Ege Efterskole har man mulighed for at samarbejde med Team Viborg. I starten valgte jeg det fra, fordi jeg var bange for at gå glip af noget på efterskolen. Men nu kan jeg mærke, at jeg savner at spille mere fodbold. Man kan sagtens kombinere at spille fodbold i Team Viborg og bibeholde det gode efterskoleliv.

Fodboldtræningen på efterskolen – hvad giver den dig?

Fodboldtræningen giver mig for det første god og kvalificeret træning, men den giver mig også en tæt relation til mine holdkammerater. Når man har været vant til at spille elitefodbold, er det rart at mærke en mere afslappende stemningen på banen. Vi spiller mange kampe mod andre efterskoler. Kampene er sjove, da man af og til møder gamle holdkammerater og/eller gamle klassekammerater.

Din plan efter efterskolen:

Efter mit år på Hald Ege Efterskole vil jeg tage en STX, for derefter at videreuddanne mig som fysioterapeut.

Hvad vil du sige til andre fodboldspillere, der overvejer at tage på efterskole?

Først og fremmest må man gøre op med sig selv, hvor seriøs man vil være med sit fodbold og derudfra vælge en efterskole med det niveau, man tænker er passende til det, man vil.

Man skal vælge at spille fodbold på Hald Ege Efterskole, hvis man ønsker et godt træningsmiljø med god og kvalificeret træning tre gange om ugen af ca. 2 timer per gang, et stærkt sammenhold, mange kampe, personlig udvikling og sidst men ikke mindst nogle supergode trænere.

Du kan få mere information om Hald Ege Efterskole her.