U19-landsholdet forbereder sig på EM-kvalifikation ved La Manga Tournament

0
2133
Det danske U19-kvindelandshold er lige nu på træningsturnering i Spanien. Foto: Ungdomslandsholdene - kvinders facebookside

U19-landsholdet forbereder sig lige nu til EM-kvalifikationskampene i foråret ved La Manga Tournament i Spanien, der afholdes i denne uge.

Af Charlotte Stentebjerg

Det danske U19-landshold er lige nu til træningsturnering i La Manga. Formålet med træningsturneringen er at forberede teamet, så de kan stå knivskarpt til de vigtige EM-kvalifikationskampe ved Elite Round i Nordirland i april. Klarer de danske U19-piger sig godt ved Elite Round i foråret, kan de kvalificere sig til EM i Georgien til sommer. U19-landstræner Søren Randa-Boldt siger:

”Det er jo toppen af de bedste hold fra Europa, der er med. Det er jo kun Spanien, der ikke er med i forhold til de bedste hold, så det er meget højt niveau. Vi bruger turneringen til at forberede på især eliterunden.”

Danmark vandt 3-1 over Polen fredag. Foto: Ungdomdslandsholdene – kvinders facebookside

Til Elite Round i april skal Danmark møde Nordirland, Israel og Tyskland. Landstræneren tilføjer derfor, at de også bruger turneringen til at holde øje med, hvordan især Tyskland spiller, så de kender niveauet, når Danmark selv skal møde dem senere.

”De bliver formentlig det hold, vi skal kæmpe om EM-pladserne med, så vi bruger også meget af tiden på at se, hvordan de spiller, og hvad vi kan gøre ved dem. De er jo altid top to i Europa.”

La Manga-turneringen afholdes fra 1.-9. marts og slutter altså på mandag. Indtil videre har det danske hold vundet og tabt en kamp i turneringen.

“Selvfølgelig vil vi gerne vinde alle kampene, men vi kigger også på noget andet i træningsturneringerne.”

Onsdag måtte U19-landsholdet se sig slået med 1-2 til Holland. Her var det Cornelia Kramer, der i 71. minut kunne score for det danske landshold, men Holland bragte sig ti minutter senere foran og holdt sejren til dommerens slutfløjt. Fredag vandt de danske piger 3-1 over Polen, hvor Mathilde Rasmussen, Isabella Obaze og Olivia Holdt kunne nette for de danske piger.

”Resultaterne indtil videre er jo faktisk ikke helt ok. Vi ville jo gerne have vundet over Holland. Men spilmæssigt var det en rigtig god kamp. Mod Polen var vi et godt stykke bedre end Polen, kampen blev desværre ødelagt af, at der var så meget vind. Jeg synes, vi har fortjent et point mere.”

Han siger dog også, at det ikke er resultaterne, der er det vigtigste i træningsturneringen, men det spilmæssige, der er i fokus.

”Selvfølgelig vil vi gerne vinde alle kampene, men vi kigger også på noget andet i træningsturneringerne. Det kommer jo til at være anderledes til eliterunden i april.”

De 11 piger til startopstillingen mod Holland i onsdags. Foto: Ungdomslandsholdene – kvinder facebook

Pigerne har indtil videre spillet to kampe ud af tre i turneringen. I morgen spiller de den sidste mod England klokken 12.

”Jeg forventer, at vi får endnu en hård kamp i morgen. England er et godt hold, og vi har mødt dem to gange i august. Der har vi to lige kampe med dem, men vi taber 2-0 og spiller 0-0. Så også dér ville vi gerne se et bedre resultat, men vi håber, vi kan vinde i morgen.”

U19-kvindelandsholdets sidste kamp i La Manga-turneringen mod England kan følges live på Ungdomdslandsholdene – kvinders facebookside.