Slutspillet byder på en velkomst til flere nye trænere i Gjensidige Kvindeliga. I Aarhus er Anders Nim blevet cheftræner, mens Anders Jensen har overtaget roret i Kolding. Og deres tiltræden byder på flere ændringer i spillet på banen.
Af Camilla Bergholm
Når kvindeligaspillerne fra Kolding og Aarhus har snøret fodboldstøvlerne i opstarten efter vinterpausen, er det med nye cheftrænere, der har stået klar på grønsværen. Anders Jensen er det nye overhoved i KoldingQ, mens Anders Nim skal styre tropperne i VSK Aarhus.
KoldingQ-overhovedet beskriver sig selv som værende en træner, der tager udgangspunkt i det materiale, han har og ikke kun det, han står for som træner. Men når det er sagt, så vil han som træner gerne stå for noget positiv fodbold, hvor holdet skal være på bolden. Og netop dette fokus bliver der arbejdet med i KoldingQ.
”Vi skal være lidt dygtigere til at kunne holde bolden oppe på modstanderens banehalvdel. Vi skal være dygtigere til at være på bolden, men vi skal selvfølgelig også være gode, når vi ikke har bolden. Vi skal være et hold, som gerne vil have bolden,” siger Anders Jensen.
For KoldingQ-træneren og spillerne er opstarten gået med at lære hinanden at kende. Samtidig beskriver Anders Jensen, at de forsøger at bygge spillet op fra bunden af, og at det kommer til at tage noget tid.
Genpres er nøglen i VSK Aarhus
I VSK Aarhus har man budt velkommen til Anders Nim, der, udover at være forberedt til punkt og prikke, hvilket blandt andet byder på træningsplaner, der bliver sendt ud til spillerne hver søndag, også har implementeret flere fokuspunkter. Det fortæller VSK Aarhus-spiller Christina Ravn og pointerer, at især ét fokuspunkt har været kernen i træningen.
”Det har været meget intensivt med genpres i alle øvelser, selv næsten pasningsøvelser har der været elementer af genpres i. Det har været spændende at prøve den del. Og det har helt klart også bragt noget til holdet i forhold til, at man også bliver mindet om det hele tiden,” siger hun og fortsætter:
”Den begynder at sætte sig i folk nu. Det gør selvfølgelig, at det bliver mere ubehageligt at spille imod os.”
Men det har heller ikke været en dans på roser ifølge Christina Ravn, der fortæller, at det har været en lidt sløv opstart med meget ferie, da spillerne før vinterpausen ikke vidste, hvor de stod henne i forhold til en ny træner. Alligevel er hun optimistisk i forhold til, hvad træningskampene har vist, at holdet kan.
”Nu har vi spillet to træningskampe indtil videre. Én mod Vildbjerg og én mod Skanderborgs U15 Drenge. Mod Vildbjerg var han (Anders Nim red.) lige startet, så der var vi status quo. Hvorimod det virkelig var et godt match mod drengene. Der var selvfølgelig nogle boldtab, det må man acceptere, men vores reaktion var hurtigere i forhold til at få generobret bolden. Så jeg synes helt klart, at vi har rykket os på det punkt,” siger den århusianske spiller.
Forventninger om forbedringer
Både i VSK Aarhus og KoldingQ er der ikke forventninger om topplaceringer i dette års Slutspil. Men forventningerne er for begge hold, at de forbedrer deres positioner i ligaen. Derudover fortæller VSK Aarhus-spiller, Christina Ravn, at de samtidig vil forsøge at forsvare deres bronzemedalje fra sidste år.
”Jeg vil sige, at jeg har forventninger til, at vi i hvert fald ikke rykker en plads ned. Selvfølgelig vil vi gå efter at vinde alle kampe, og vi vil også gøre alt, hvad vi kan for at forsvare vores bronzemedalje, men vores efterår har også bare bragt os i en situation, hvor vi starter fra baghjul, så det bliver presset,” fortæller VSK Aarhus-anføreren.
Respekten for de andre hold i ligaen er heller ikke til at tage fejl af hos Christina Ravn, der fremhæver hold som FC Nordsjælland og FC Thy-ThistedQ som værende klubber, hun har stor respekt for. Det er derfor ifølge hende også kandidater, de skal frygte.
I KoldingQ er en høj placering i Slutspillet på nuværende tidspunkt heller ikke på listen over Anders Jensens forventninger. Men de vil alligevel vise, hvad de har at byde på.
”Vi kan ikke forværre vores position, kan man sige, så langt hen af vejen skal vi forsøge at blive en lille smule bedre rent positionsmæssigt. Men på den anden side handler det også for os om, at vi kan komme op og sætte vores aftryk på kampene,” siger KoldingQ-træneren og påpeger, at fokus også er på de kommende pokalsemifinaler.
”Vi har jo to pokalsemifinaler fra i næste uge af, og dem går vi selvfølgelig all in på for at se, om vi kan vinde. Når de er overstået, og vi forhåbentlig er i en finale, så handler det også lidt mere om den. Og så er det måske vigtigt for os at bruge Slutspillet på at få sat vores spil og blive dygtigere på det plan,” fortæller han.
Også Fortuna Hjørring har budt velkommen til en ny træner, hvilket vi også vil have fokus på i vores optakt til Slutspillet.