Fodboldpause: Majken Nørregaard holder sig i gang med løbetræning og snapchatbilleder

0
3394
Majken Sylvest Nørregaard. Foto: Hansen

Alt fodbold er sat på pause foreløbigt frem til den 29. marts. Det plejer ellers at være på nuværende tidspunkt, at det sidste af formen pudses af, inden sæsonen fløjtes i gang. I stedet står den på selvtræning for samtlige spillere.

Af Sophie Dyrekær Gudsøe.

På grund af coronavirus er alt fodbold lukket ned. Spillerne er nu tvunget til at træne for sig selv, både når det gælder styrke- og konditionstræning, men også hvis man vil træne med bold.

FODBOLD FOR PIGER har snakket med spillere fra 1. division om, hvordan fodboldpausen påvirker deres hverdag og træning. Det fortæller Majken Sylvest Nørregaard fra Herlufsholm om i denne artikel.

Majken Sylvest Nørregaard er 23 år gammel og fast angriber for Herlufsholm. Hun har spillet for klubben siden, hun var 6-7 år gammel kun afbrudt af et år på efterskole. I efterårets runde af 1. division endte hun som topscorer med 14 mål i banken. Til daglig studerer hun til fysioterapeut.

Generelt er min hverdag præget af, at man er taget lidt ud af sine vaner. Her fylder fodbold selvfølgelig en stor del! Det påvirker mig meget at blive taget væk fra mine holdkammerater, når vi er vant til at mødes flere gange om ugen og have en god tid på banen og i den grad også mange timer med sjov og glæde! Det er rigtig hårdt, når fodbold bliver taget fra en, som en skade man egentlig ikke fysisk har,” fortæller Majken Nørregaard.

For at holde formen ved lige modtager spillerne fra Herlufsholm et nyt løbeprogram hver uge.

”Vi får ugentligt et nyt løbeprogram, som er skræddersyet af vores træner i forhold til, hvor langt vi er i opstarten, og hvor vi gerne vil være til første turneringskamp. Dette tages meget seriøst blandt spillerne, da vi godt ved, at januar og februar er spildt træning, hvis man lægger sig fladt ned de næste 14 dage – eller så længe det varer. Vi som spillere sender billeder fra vores løbeture og bakker hinanden op på den måde, hvilket er virkelig fedt og motiverende,” lyder det fra den 23-årige angriber.

Majken Sylvest Nørregaard efter selvtræning.

Hun fortsætter:

”At træne med bold er en mulighed med sig selv eller i mindre grupper, men da regeringen har frarådet alt over 10 mennesker sammen, er det selvfølgelig meget begrænset, hvad vi må mødes om og kan mødes om. Vi tager denne situation meget alvorligt i hele klubben, og derfor er selvtræning på dagsordenen og ikke grupper af spillere sammen på samme tidspunkt, så kunne vi lige så godt træne som vanligt”.

Der er meget stille på fodboldbanerne i disse uger. Foto: Majken Sylvest Nørregaard

Selvom spillerne i Herlufsholm træner hver for sig, står de stadig sammen og bakker hinanden op ved at sende billeder af deres løbeture til hinanden.

”Dette er en helt ekstraordinær situation, hvor man virkelig skal finde sin selvdisciplin frem fra gemmerne for at holde sig fit og klar. Men når man er vant til at spille meget fodbold og være aktiv er dette heldigvis ikke den sværeste del. Det er 100% at mangle sine holdkammerater i denne periode, men vi bakker hinanden op, sender billeder internt og flyvende highfives gennem snapchat,” slutter Majken Sylvest Nørregaard af.