Kvindedivisionsforeningen og DBU arbejder på at afvikle turneringer frem til 30. juni, og klubberne er blevet gjort opmærksomme på, at juni måned kan blive brugt til at spille fodbold. Beslutningen træffes dog først endeligt, når man ved, hvornår der igen åbnes op for at spille fodbold.
Af Charlotte Stentebjerg
Mange fodboldklubber går lige nu rundt i uvished om, hvordan deres igangværende turneringer skal afsluttes. Kvindedivisionsforeningen har adviseret klubberne om, at hele den første sommermåned kan blive inddraget til fodbold, da turneringerne som udgangspunkt skal være spillet færdig i juni måned.
”Vi får behov for, at alle klubber viser stor fleksibilitet i forhold til sportslige hensyn og de praktiske kamparrangementer,” siger formand for kvindedivisionsforeningen Kim Kjærhus til kvindediv.dk
Udmeldingen sker efter, at KDF gennem de seneste uger har haft en løbende dialog med DBU. Endnu er der ikke taget definitive beslutninger, fortæller formand for turneringsudvalget, John Walsh. ”Vi afventer stadig meldinger fra regeringen, og lige så snart de kommer, så kommer vi sammen med DBU også med en ny udmeldelse. Men vi kan ikke træffe nogen endelig beslutning før vi får grønt lys derfra.”
Rykning af kvindernes EM har betydning for de danske ligaer
I starten af ugen meldte DBU ud, at kvindernes EM udskydes med et år som følge af den nuværende corona-situation, og at mesterskabet derfor først skal afholdes i 2022. Og det kan have stor betydning for, hvordan de igangværende turneringer som eksempelvis 1. division, U18DM og især kvindeligaen afsluttes.
Udskydningen betyder nemlig, at alle kvindelandsholdskampe i foråret også er udskudt, og det giver klubberne mere rum til at spille turnering i end normalt.
”Normalt lukkes turneringer, når der er FIFA-vinduer, hvor landsholdene skal spille, men fordi de nu også er udskudt, får vi hele rådigheden over kalderen, når (og hvis) vi går i gang igen,” siger John Walsh.
Kvindeligaen plejer at være færdigafviklet 30. maj, fordi der på det tidspunkt skal indleveres årets to danske kvalificerede hold til Champions League. Derfor kan der normalt kun spilles kvindeliga frem til slut maj, men denne dato er nu også udskudt, og derfor har klubberne også juni måned i spil.
”Der er en masse tekniske årsager til, at vi kan snakke om at spille juni måned med, efter at kvindernes EM er blevet udskudt, og det er noget af det, vi snakker om med DBU lige nu. Men det er vigtigt at sige, at vi ikke har taget nogen beslutninger endnu omkring afvikling, for vi er også
nødt til at vide, hvor meget tid vi har at spille i. Vi har jo efter planen en ny turnering, der starter i august.”
“lige nu tror jeg ikke, at det er fodbold, som går og fylder mest i Mette Frederiksens hoved.”
– John Walsh, formand for turneringsudvalg hos KDF
Statsministeriets udmeldinger giver håb – men beslutninger træffes ikke
Statsministeriets udmeldinger om at åbne Danmark gradvist op giver både håb for de fleste danskere, men også indenfor fodbolden. Men de nuværende regler gør stadig, at der lige nu ikke kan træffes beslutninger på baggrund af de udmeldinger, som Mette Frederiksen kommer med.
”Så længe det kan lade sig gøre at afholde turneringer indtil 30. juni, så håber vi på, at vi kan gøre det. Lige nu er det stadig sandsynligt at afvikle turneringer og spille dem færdig i det tidsrum, så, det er det, vi satser på lige nu. Men i sidste ende, er det statsministeriet, der træffer beslutningen, og så kommer DBU med en udmelding efter det,” siger John Walsh.
DBU og KFD holder fortsat øje med, hvad der bliver sagt på pressemøderne og satser på, at der snart meldes noget mere konkret ud om, hvad ordet ”gradvist” betyder.
”Vi aner jo ikke hvad fremtiden bringer, og når statsministeren melder ud, som hun gør, kan det jo både gælde virksomheder, skoler osv. Og lige nu tror jeg ikke, at det er fodbold, som går og fylder mest i Mette Frederiksens hoved.”
Flere danske medier erfarer, at Mette Frederiksen og resten af statsministeriet vil indkalde til pressemøde i morgen eller i starten af ugen og informere med klarere regler om, hvordan Danmark skal lukkes op.