Madsby Pige Cup aflyses i 2020

0
1321
Fra Madsby Pige Cup i 2014. Foto: Steen Trolle

Coronakrisen har tvunget arrangørerne af Madsby Pige Cup til aflyse årets stævne

Arrangørerne af det store fodboldstævne Madsby Pige Cup i Fredericia har måttet træffe den svære beslutning at aflyse årets stævne, som skulle have fundet sted 4.-6. juni. Årsagen er selvfølgelig coronaepidemien, som i denne uge fik regeringen til at forbyde større forsamlinger til og med august.

“Så skete det vi længe har frygtet. Vi havde til det sidste håbet, at vi i juni måned skule byde 1800 glade fodboldpiger velkommen i Madsby. Det tillader den ulykkelig situation i Danmark desværre ikke. Derfor ser vi os desværre nødsaget til at aflyse Madsby Pige Cup 2020. Vi har naturligvis fuld forståelse og respekt for den svære beslutning, som er truffet i arbejdet, for at bringe Danmark tilbage på ret kurs,” skriver Madsby Pige Cup i en pressemeddelelse.

Arrangørerne er nu i fuld gang at lukke årets stævne ned. De hold, som har indbetalt holdgebyr og depositum, får pengene refunderet hurtigst muligt. Det samme gælder for de beløb, som er blevet ved bestilling af campingpladser, skriver Madsby Pige Cup.

“Til gengæld lover vi, at vi er klar til at byde jer velkommen til Madsby Pige Cup 2021 – Danmarks største og hyggeligste pigestævne. Vi har allerede sat kryds i kalenderen den 4. – 6. juni 2021 og vi glæder os nu til igen til at skabe de perfekte rammer for glade fodboldoplevelser og fællesskaber både på og udenfor banerne i Madsby,” lyder det.