FC Nordsjælland tager lørdag imod Fortuna Hjørring, når slutspillet fløjtes i gang efter en længere pause grundet coronavirussen. Selvom spillerne igen kan gå på banen, skal stramme restriktioner beskytte mandskaberne. Det betyder blandt andet, at blot fem spillerunder skal afgøre, hvilke hold der kan tage medaljerne om halsen. Derfor er det fem vigtige kampe, der venter, fortæller FC Nordsjælland-spiller, Camilla Kur.
Af Camilla Bergholm
Lørdag lyder dommerens fløjte igen, når Kvindeliga-spillerne trækker i uniformen og tager opstilling til, at jagten på medaljer og overlevelse begynder. Men det hele er ikke, som det plejer grundet coronavirussen. Det har blandt andet betydet senere træningsopstart for spillerne, men også en forårssæson med blot fem spillerunder.
FC Nordsjælland-spiller, Camilla Kur, er derfor spændt på at se, hvordan truppen kommer ud til kampen efter denne pause på et par måneder, som det er blevet til.
”Jeg glæder mig virkelig meget til at se, hvor vi står. Lige nu har jeg en rigtig god følelse, men man er stadigvæk ikke helt sikker på, hvor vi egentlig står. Men jeg synes, at vi ser fine ud til træning, så jeg tror, at vi står godt. Det skal vi,” siger den 31-årige spiller og forklarer endvidere, at opstarten blandt andet er blevet brugt til at få nye spillere spillet ordentligt ind i truppen.
Intens kamp i sigte med tv-dækning
FC Nordsjælland kommer ind til slutspillet med en tredjeplads og seks point på kontoen. Der er derfor to point op til Brøndby på andenpladsen og fire point op til lørdagens modstander, Fortuna Hjørring, på førstepladsen.
”Jeg tror, at det bliver en meget intens kamp. Det har det været de andre gange, fordi det er et godt hold med mange dygtige spillere, som vi skal være opmærksomme på. Jeg håber, at det bliver en rigtig god fodboldkamp, men vi forventer også, at Fortuna måske ikke kommer med 120 i timen, fordi de allerede er de point foran. Så de behøves måske bare en uafgjort, men jeg håber ikke, at de bare stiller sig ned. Jeg håber, at de kommer for at spille og giver os kamp til stregen,” siger Camilla Kur.
“Vores mål er at vinde. Vi går stadigvæk ind til alle kampe og går efter de tre point. Førhen kunne vi måske godt sige, at det er et godt hold, vi skal måske ikke satse hele butikken, men bare i hvert fald få ét point med os, men nu går vi i hvert fald efter sejren”
Camilla Kur, spiller FC Nordsjælland
Trods de ændringer, som corona-restriktionerne har medført, hvilket blandt andet betyder, at kampene bliver uden tilskuere, er det alligevel muligt at følge med, når de røde og grønne tropper støder sammen lørdag. Discovery Networks Danmark dækker nemlig kampen, så den kan ses på Eurosport 2 og Dplay, hvilket Camilla Kur ser som et stort rygstød for kvindefodbolden.
”Det er et virkelig stort skridt for kvindefodbolden. Jeg synes, at man kan mærke forskel på, at der sker noget hele tiden. Det går måske lidt langsomt i perioder, men lige nu sker der meget. Og nu kommer tv, og det er især fedt, når vi ikke må have nogen tilskuere. Vi plejer at have vores normale fans med trommer og sang, men der er så nu allerede nogle, der har skrevet til mig, at de så kan se med hjemmefra. Så man ved, at der stadig er en masse, der støtter os,” fortæller hun.
Målet er at vinde
Med blot fem kampe i dette års slutspil og fire point op til Fortuna Hjørring på førstepladsen understreger Camilla Kur vigtigheden af, at holdet vinder alle fem kampe. Men hun er ærgerlig over, at de også er afhængige af de andre klubber i slutspillet.
”Det vigtigste bliver at vinde alle fem kampe og have heldet med os, så Fortuna Hjørring går hen og taber en anden kamp også. Jeg er ret ærgerlig over det, for jeg havde håbet, at det var de ti kampe. Om ikke andet så havde de snakket om fem kampe, og hvor de havde halveret pointene, så man stadig har en chance for selv at afgøre det. Så jeg er rigtig ærgelig over, at vi ikke selv kan afgøre det nu. Men vi må gøre det, vi kan,” siger hun.
Svaret er også et klart nej, når hun bliver spurgt ind til, om deres sæsonmål har ændret sig.
”Vores mål er at vinde. Vi går stadigvæk ind til alle kampe og går efter de tre point. Førhen kunne vi måske godt sige, at det er et godt hold, vi skal måske ikke satse hele butikken, men bare i hvert fald få ét point med os, men nu går vi i hvert fald efter sejren.”
Selvom ligaen fløjtes i gang igen, er der stadig flere restriktioner, som alle mandskaber skal følge. Og især én ting bliver specielt for FC Nordsjælland-spilleren i den forbindelse.
”Omklædningsrumshyggen. Den savner jeg. Så jeg tror, at det bliver lidt anderledes. Og jeg tænker også, hvad så når man scorer, hvad gør man? Man bliver jo alt for glad. Men nu har vi vænnet os til det gradvist, så jeg tror, at det går fint nok,” slutter Camilla Kur.
Kampen fløjtes i gang klokken 14:00.
Andre kampe lørdag:
- Brøndby – KoldingQ: Klokken 14:00 (slutspillet)
- VSK Aarhus – FC Thy-ThistedQ: Klokken 14:00 (slutspillet)
- B.93 – Odense Q: Klokken 14:00 (Kvalifikationsligaen)
- BSF – AaB: Klokken 14:00 (Kvalifikationsligaen)
- Vildbjerg – HB Køge: Klokken 14:00 (Kvalifikationsligaen)