Agnete Marcussen og velorganiserede FC Thy-ThistedQ drømmer om medaljer

0
1452
FC Thy-ThistedQ i aktion. Foto: FC Thy-ThistedQ.

Lørdag tager FC Nordsjælland imod FC Thy-Thisted i en kamp, der kan sikre hjemmeholdet tredjepladsen i slutspillet. Men thyboerne har også mulighed for at snuppe bronzen til sidst. Der er derfor lagt op til en intens kamp, fortæller FC Thy-ThistedQ-spiller, Agnete Marcussen.

Af Camilla Bergholm

Med to kampe tilbage er duellen om bronzemedaljerne i Gjensidige Kvindeliga Slutspil fortsat åben. Lørdag mødes de to bronzeduellanter FC Nordsjælland og FC Thy-ThistedQ i et spændende opgør, hvor nordsjællænderne med en sejr kan sikre sig tredjepladsen. Thyboerne kan dog også lugte medaljer med to point op til tredjepladsen, og derfor forventer FC Thy-ThistedQ-spiller, Agnete Marcussen, en energisk kamp lørdag.

”Jeg tror, at det bliver en mega intens kamp. Begge hold har noget at spille for, og selvom vi sagde i starten af sæsonen, at vores mål var fjerdepladsen, så bliver det lidt sjovere, når man kan lugte bronzen,” siger FC Thy-ThistedQ-spilleren.

“Bare den kultur vi har på holdet, hvor vi står sammen og er positive, vi arbejder som et hold, og alle kan med alle. Og selvom det lyder meget pædagogisk, så synes jeg virkelig, at det er en fordel på banen”

Agnete Marcussen, spiller FC Thy-ThistedQ

Begge mandskaber har vundet én kamp og tabt to i slutspillet, mens FC Thy-ThistedQ klarede sig bedst i efterårets indbyrdes opgør, hvor de spillede uafgjort og vandt over lørdagens modstander i det andet opgør. Thyboerne har forberedt sig ved mest af alt at vende blikket mod dem selv, fortæller Agnete Marcussen.

”Vi er fortsat med at arbejde med de ting, vi er gode til: At skabe nogle gode chancer, og så har vi arbejdet med, at vi så skal score på dem, når vi får dem. Men vi har også arbejdet med, at vi gerne vil spille mere sammen og spille på færre berøringer og spille noget hurtigere fodbold. Og det her med at være mere aggressive også i det defensive pres, for vi står godt på banen, og vi er meget organiserede, men så også at kunne holde intensiteten, når vi står lidt lavere,” siger hun og fortæller endvidere, hvad deres styrker er inden lørdagens opgør:

”Vi er mere organiserede på banen. De har nogle dygtige spillere og gode profiler, og det har vi også selv, men jeg vil sige, at vores styrke ligger helt klart i, at vi står godt som hold, og vi har spillet sammen længe mange af os. Bare den kultur vi har på holdet, hvor vi står sammen og er positive, vi arbejder som et hold, og alle kan med alle. Og selvom det lyder meget pædagogisk, så synes jeg virkelig, at det er en fordel på banen.”

FC Thy-ThistedQ-spilleren understreger dog også, at FC Nordsjælland har flere gode, rutinerede spillere, der kan meget selv med bolden. Hun fortæller derfor, at thyboerne skal være aggressive i deres pres og klar til at bakke hinanden op på banen, så modstanderne ikke spiller rundt om dem eller tager dem i mand mod mand-duellerne.

Vil gøre arbejdet færdigt
Ligesom de resterende spillere i Gjensidige Kvindeliga var Agnete Marcussen glad for at snøre fodboldstøvlerne og komme tilbage på grønsværen. Hun var derudover glad for at være tilbage for at gøre arbejdet færdigt efter, at holdet i efteråret overraskede og klarede sig godt, fortæller hun.

Samtidig forklarer hun, at de har vist i de tre kampe, de har spillet i slutspillet, at de kan skabe chancer, hvortil hun også pointerer, at holdet er fortsat, hvor de slap efter efterårssæsonen.

Og nu nærmer holdet sig tredjepladsen i ligaen. Ved at tage point mod FC Nordsjælland vil FC Thy-ThistedQ mandskabet nemlig fastholde håbet om en bronzemedalje. Og det vil betyde meget for holdet, hvis det bliver tilfældet, fortæller Agnete Marcussen.

”Det ville være helt vildt. Det, er der ingen, der turde drømme om. Vi er jo nærmest lige rykket op, så det vil bare være fedt at kunne fortsætte med at overraske og så tage pladsen fra nogle, der satsede lidt højere. Det kunne også være lidt sjovt,” siger hun og fortsætter:

”Det vil betyde sindssygt meget, og denne her udvikling er egentlig gået meget hurtigere end forventet. Og det viser også bare det fundament, som vi har i klubben og alt det arbejde, som både klubben og spillerne har lagt for dagen. Hvis det forløser sig i medaljer, vil det være helt vildt.”

Kampen fløjtes i gang klokken 14:00 og kan ses på Eurosport 2 og Dplay.

Andre kampe lørdag:

  • Brøndby – VSK Aarhus: klokken 14:00 (slutspillet)
  • KoldingQ – Fortuna Hjørring: klokken 14:00 (slutspillet)
  • AaB – Odense Q: klokken 14:00 (Kvalifikationsligaen)
  • B.93 – HB Køge: klokken 14:00 (Kvalifikationsligaen)

Én kamp spilles søndag:

  • BSF – Vildbjerg: klokken 14:00 (Kvalifikationsligaen)