Den tidligere Brøndbyspiller Stine Larsen rykker fra Frankrig til England
Endnu en dansk spiller skifter til engelsk fodbold. Det er den tidligere Brøndby-spiller Stine Larsen, som efter et år i franske FC Fleury nu skifter til Aston Villa, der har hjemme i Birminghan.
24-årige Stine Larsen, der har scoret fire mål i 14 kampe i Frankrig, får nummer 9 i Aston Villa. Hun er den syvende spiller, som den ambitiøse engelske klub har signet denne sommer.
Stine Larsen blev i 2018 kåret til årets profil i 3F-ligaen. En korsbåndsskade kostede hende det meste af 2018-2019-sæsonen, men da hun forlod Brøndby sidste sommer kunne hun se tilbage på en imponerende tid i den blågule trøje. Hun var en stor profil i ungdomsårene i Brøndby, og som seniorspiller nåede hun at vinde tre danske mesterskaber og score i alt 35 mål inden skiftet til FC Fleury.
Stine Larsen har desuden spillet 45 A-landskampe og scoret 13 mål for Danmark.
I England kan Stine Larsen se frem til kampe mod flere tidligere holdkammerater fra Brøndby. Tidligere på sommeren blev det offentliggjort, at de to tidligere Brøndby-spillere Nicoline Sørensen og Rikke Sevecke skifter til Everton. Sidstnævnte var også Stines holdkammerat i FC Fleury. Desuden skifter Amalie Thestrup fra AS Roma til Liverpool.