U18 DM: Flyvende start for AaB er kommet bag på træneren

0
2641
AaBs U18 DM-trup 2020. Foto: AaB

AaB spillede sig lørdag op på 3. pladsen i U18 DM. At det er gået så godt, har overrasket cheftræner Finn Christensen. Han havde først forventet, at holdet ville begynde at levere resultater i 2021

Tre kampe, syv point. AaB har fået en god start på U18 DM. Ja, faktisk så god, at cheftræner Finn Christensen siger lige ud, at det er gået bedre, at han og klubben havde regnet med.

”Vi har fået en del nye spillere, som ikke er helt på plads endnu, og der er klart ting, vi skal forbedre os på. Vi skal bl.a. arbejde med de indbyrdes relationer, og vi har haft problemer i alle tre kampe. Men spillerne har præsteret fornuftigt, de har udvist godt holdarbejde – og hårdt arbejde giver jo heldigvis gevinst en gang i mellem,” siger Finn Christensen til FODBOLD FOR PIGER.

Det gjorde det også lørdag, hvor AaB mødte Silkeborg IF Q på udebane. AaB vandt 3-1, men Silkeborg kom klart bedst fra start og kampen skulle et godt stykke ind i 2. halvleg, før AaB fik scoret første gang.

”Silkeborg starter helt suverænt, og har godt fat i os. Vores organisation falder vel først på plads efter en halv times tid. Men fra det 13. minut har vores spil en opadgående kurve, vi giver ikke mange chancer væk og spillerne bliver ved med at arbejde hårdt,” siger Finn Christensen.

Stillingen i U18 DM.

“Vi kan ikke måle os med bedste”

Han regnede forud for sæsonen med, at resultaterne først ville begynde at komme i 2021. Men efter sejre over Silkeborg og KoldingQ og en uafgjort premierekamp mod Team Odense Q, ligger AaB lige nu på 3. pladsen. Og AaB har en udsat kamp mod Vildbjerg til gode. Så i teorien kunne AaB have været 2er lige nu.

Finn Christensen, cheftræner for AaB.

Cheftræneren gør sig dog ingen forestillinger om, at AaB kan blande sig i medaljespillet

”Vores målsætning handler om fortsat udvikling af spillerne og holdet. Vi kan ikke måle os med de øverste hold i denne sæson. Så vi har fokus på os selv og vores egen udvikling,” siger Finn Christensen.

Lære at præstere maksimalt

Fokus handler blandt andet om at præstere maksimalt.

”Der er stor forskel på U16 og U18 DM. Både fysisk og i spilforståelsen. En vigtig læring er at kunne præstere maksimalt i hver kamp og lære at blive med at tro på det. Og så skal vi arbejde med relationerne. Spillerne skal tættere på hinanden. Det er jo samarbejdet med sidemanden og det øvrige hold, der gør den enkelte spiller endnu bedre”,” siger Finn Christensen.

AaB spiller i den kommende uge en pokalkamp mod Aalborg KFUM. Næste turneringskamp er den 27. september mod B93, med mindre den udsatte kamp mod Vildbjerg når at blive spillet forinden.

Silkeborg IF Q – Aab
0-1: Ida-Marie Vestereng Linneberg (63.)
0-2: Sofie Skree Qvist (80.)
1-2: Sofie Poulsen (81.)
1-3: Cecilie Fuglsang Thomsen (86.)