“Jeg vil gerne have et mega fedt år med ambitiøs fodbold, fede oplevelser og en masse nye venner”

0
1620
Julie Bak er lige startet på Vejle Idrætsefterskole.

NY PÅ EFTERSKOLE: I den kommende tid kan du her på FODBOLD FOR PIGER møde nogle af de nye elever på en række af Danmarks bedste idrætsefterskoler. I dag: Julie Bak, Vejle Idrætsefterskole

Navn: Julie Bak
By: Solbjerg (Aarhus)
Alder: 16 år
Klub/række: VB (Vejle Boldklub) U18 Liga 1
Position på banen: Højre kant

Hvorfor har du valgt at tage på efterskole?

Jeg har valgt at tage på efterskole, fordi jeg gerne vil møde en masse nye spændende mennesker og for at opleve det fællesskab, der er på en efterskole. Men også for at få et år med fede oplevelser, udfordringer og fordi jeg gerne vil dygtiggøre mig til fodbold. Og så har jeg også kun hørt godt om at tage på efterskole, både fra venner og familie, så jeg var ikke i tvivl om, at det var det, jeg skulle.

Hvorfor blev det Vejle Idrætsefterskole?

Jeg valgte Vejle Idrætsefterskole, fordi jeg synes, at der var en hyggelig efterskolestemning, da jeg var nede og besøge skolen på efterskolernes dag. Der er nogle fede omgivelser med super gode faciliteter. Skolen skilte sig også ud med dens seriøse pigefoldboldlinje. Her kan jeg dyrke fodbold fuldt ud med mange træningspas samtidig med, at der er tid til skole, venner og efterskolelivet. Det var det, der afgjorde, at VIES var det helt rigtige valg for mig.

Hvad vil du gerne have ud af dit efterskoleophold?

Jeg vil gerne have et mega fedt år fyldt med ambitiøs og udfordrende fodbold, spændende oplevelser, en masse nye venskaber. Men også blive mere åben som person og have mere overskud til at kunne rumme andres forskelligheder.

Hvad med fodbolden – hvad er dine planer, mens du er på efterskole?

Vi har 4 træningspas på VIES og udover det, træner de fleste af os fodboldpiger i klubben VB (Vejle Boldklub) 3 gange om ugen. Inden jeg kom til VIES, spillede jeg i Lyseng men valgte at skifte klub til VB, da jeg startede på efterskole. Det gav god mening for mig at skifte, da der er et rigtig godt samarbejde mellem VIES og VB, bl.a. fordi vi har den samme træner begge steder.