OVERBLIK: Få styr på den nye turneringsstruktur i 1. division

0
1875
Foto: Herlufsholm

Der er en del flere hold at holde øje med i den nye sæson af 1. division. De tidligere to rækker er blevet til fire, hvilket har givet en helt ny turneringsstruktur.

Af Sophie Dyrekær Gudsøe

I foråret valgte man at suspendere nedrykningen i 1. division, hvilket også betød, at anden halvdel af divisionen ikke blev afviklet. På baggrund af det har DBU’s Kvindeeliteudvalg vedtaget en ny turneringstruktur for 1. division i sæsonen 2020/2021, og som det nok er blevet bemærket, er der en del flere hold at holde styr på.

Den nye turneringsstruktur betyder, at den nuværende sæson af 1. division afvikles med fire hold mere end normalt, og derfor er der i alt 20 hold i divisionen. Holdene er blevet inddelt i fire puljer med fem hold i hver, og således er der i år to vestpuljer og to østpuljer.

Holdene møder hinanden to gange; én gang på udebane og én gang på hjemmebane. Hvert hold skal altså spille otte kampe fordelt på ti runder. Herefter ombrydes 1. division, så nummer ét og to i pulje 1 og pulje 2 mødes i en ny turnering, kaldet 1. division – Grundspil, oprykning – Pulje 1. Ligeledes mødes nummer ét og to i pulje 3 og pulje 4 i en ny turnering, kaldet 1. division – Grundspil, oprykning – Pulje 2. Alle hold starter på nul point og målscoren nulstilles. Samtidig møder holdene hinanden både hjemme og ude. Nummer ét og to i hver række rykker op i forårets Kvalifikationsliga, hvor der spilles om to pladser i Gjensidige Kvindeliga.

Efter ombrydningen mødes nummer tre til fem i pulje 1 og 2 i en ny turnering (1. division – Grundspil, nedrykning – Pulje 1), og nummer tre til fem i pulje 3 og pulje 4 mødes også i en ny turnering (1. division – Grundspil, nedrykning – Pulje 2). Holdene spiller hjemme og ude mod holdene fra den modsatte pulje, og tager point og målscore med over i den nye pulje fra kampene mod holdene i egen pulje.

Sammen med de fire hold, der ikke kvalificerede sig fra Grundspil, oprykning – Pulje 1 og Pulje 2, samles de 16 hold i to puljer og spiller for at undgå nedrykning til Kvindeserien.

Når turneringen er spillet færdig, rykker de fire hold med færrest point i hver pulje ned i Kvindeserien og erstattes af i alt fire oprykkere fra Kvindeserien øst og vest.

Dermed vil der fra sæson 2021/2022 igen være 16 hold i kvindernes 1. division.